Sommerens første fuldmåne

I dag er det fuldmåne. Endda en supermåne, som betyder den er tættere på jorden end normalt. Samtidig er vi på vej mod sommersolhverv – det tidspunkt på året, hvor de lyse timer fylder mest.

Sommernætterne er lyse og dagene lange. Væksten buldrer i naturen, næsten troldsk i sit udtryk: utæmmet, vild og insisterende.

Naturen står på sit højeste – saftspændt, blomstrende og vibrerende af farver og Liv. Alt det Liv, som har været trukket tilbage og gået under jorden i vinterens tilbagetrukne energi, udfolder sig nu synligt over jordoverfladen.

Sommerens energi giver en unik mulighed for udvidelse. En unik mulighed for at tillade din utæmmede kraft og energi at folde sig ud, og samtidig forstærkes den af fuldmånen og det kommende sommersolhverv.

At lyset helt bogstaveligt fylder flest timer omkring sommersolhvervet, giver mulighed for at lade det lyse langt ind i hjørner og afkroge i dit Liv.

De lyse timer kalder på vækst. De kalder på hamskifte. De kalder på en synliggørelse af de strukturer, der hæmmer dig i at udfolde det, der er dit egentlige utæmmede, unikke væsen.

Lyset kan opleves saliggørende, helende eller nærmest brutalt konfronterende – alt afhængig af hvor langt du tillader det at lyse ind. Stritter du imod og prøver at gemme dig for dig selv – vil det kradse mere og føles næsten intimiderende.

Det stærke dagslys, fuldmånen og den troldske vækst giver mulighed for at stille skarpt de steder, du lyver for dig selv. De steder, du har illusioner og historier om, hvorfor du gør, som du gør. Og OM du gør som du tror du gør.

Dagslyset minder os om, at adfærd kommer før intention. Du kan have de bedste ideer og male store luftkasteller og glansbilleder, men finder du ikke villighed til at handle på dem – føre dem ud i Livet og fysiskgøre dem, vil det med tiden blive underlige døde områder i dit Liv, som koster dig Livskraft i stedet for at give næring.

Med andre ord giver det mulighed for, at du kan give dine overbevisninger et eftersyn. Lad dagslyset skinne helt derind, hvor du med hudløs ærlighed kan spørge dig selv om, hvad der er din grundlæggende overbevisning i Livet? Og lever du efter den på daglig vis, eller gemmer du den til særlige lejligheder?

De fleste af os bekender os til kærligheden. At vi tror på kærligheden som en drivende kraft – også i vores eget liv, men alligevel handler vi oftest i frygt. Frygt for forkerthed, at være for meget eller for lidt eller bare forkert.

Til dig:

Energien lige nu skaber en unik mulighed for synligt at blomstre i din ’sådan-hed’. I Vær-dig-hed. Den giver en mulighed for, at tillade dit dybeste at folde sig ud og møde dig selv med kærlighed. Ikke sukkersød candy-floss agtig kærlighed, men den form for kærlighed der tør SE og handle på det du ser. Også i dig selv.

Vælger du at leve et liv forankret i kærlighed, får din sjæl mulighed for at skabe det liv, du er her for. Indefra og ud.

Fra en grundklang af kærlighed kan du rejse dig i din vær-dig-hed og tillade din sjælfulde inderside at åbne sig.

Ofte kræver det daglige valg. En daglig struktur, der udspringer af kærlighed til dig selv. Hvor du på daglig basis og ganske lavpraktisk vis, gør det der gør dig godt. Søvn, mad, bevægelse, kreativitet, frisk luft.

En daglig struktur kan være en kærlighedshandling over for dig selv – en måde at bekræfte, at du er sammenhængende med Skabelsen og måden, du bruger din tid og din Kraft på, er af afgørende betydning. Ikke kun for dig, men for din æt og din omverden.

Strukturen kan hjælpe dig til at skabe et stærkt fundament for, at din Kraft kan rejse sig og folde sig ud, hvis det vel at mærke er en struktur, der tilgodeser dét, der er din Sjæls længsel, og ikke er et bur af struktur pålagt af andre.

Fuldmånen lyser ind i dette felt i dig. Trækker det til overfladen, så du kan se, handle og blomstre i din vær-dig-hed.

Ikke som noget, du aktivt åbner eller tvinger igennem udefra, men fra et felt du bærer dybt i dig. En selvansvarlig omgang med din kraft. Det er en tilladelse du giver. En bevidst handling, et valg og ikke bare en reaktion på noget udefrakommende, der kan forsvinde igen.

Hvad vælger du?

VENLIG, MEN ALDRIG TAM

 

Læs også

Vaner

Når du bliver din kraft, gives du også muligheden for at blive fri. Fri af

Læs mere »

NYHEDSBREV