Engang for længe siden var der en lille pige. Hun levede et sted hvor kærligheden var knap og spillereglerne uforudsigelige. De voksne omkring hende var fortæret af det skævvredne og handlede oftest ud fra et skyggeunivers af frygt og begær.
De børn der var, vejledte og passede på bedste vis på hverandre, når ellers ikke de kæmpede med hinanden om at få de voksnes opmærksomhed og pletvise omsorg.
Det var et ensomt liv, kan du nok forstå, hvor grænserne mellem rigtig og forkert, dit og mit, lys og skygge, liv og død var underligt udvandede.
Ingen lærte pigen at navigere i verden, for de voksne var usynlige og som regel opslugte af deres egne dramaer.
Kun Døden var tydelig, som en konstant og pålidelig faktor. Pigen blev udsat for hændelser, som intet barn burde opleve. Det sendte hende ud af kroppen, men hun så aldrig sig selv svævende uden for sig selv, mens det grusomme skete. Hun røg i stedet ind i mellem dimensioner og ind i Dødens favntag, og fandt dér den tryghed og genkendelighed hun savnede i livet. En del af pigen var bange for at miste sin sjæl, fordi sjæleædere ofte passerede igennem hendes liv. Instinktivt parkerede hun en del af sjælen hos Døden. En del af hende som dermed var i sikkerhed og ikke kunne gå i stykker eller blive ædt.
Pigen var lille, så hun vidste ikke bedre og forstod næppe konsekvensen af Dødens favntag som tilflugtssted. Hun mærkede kun, at det kortvarigt bragte hende lindring. Det hjalp hende til at balancere i et tomrum – intenst tilstede i nuet, så hun ikke behøvede mærke smerten fra det der var sket, men også uden et håb om en fremtid.
Fra et felt af usynlighed, kopierede hun det ’man’ gjorde og integrerede det så som sit eget. Hun modtog sjældent kærlig, voksen vejledning og blev ’vild’ eller nærmere vildfaren, og måtte tumle sig gennem livet på bedste beskub. Tidligt lærte hun at klare sig selv og ikke at have tillid til voksne.
Hun følte sig uvelkommen og fremmed i verden og opøvede en evne til at bevæge sig i Skyggelandet – ikke rigtigt tilstede i livet, men heller ikke død. Det blev en måde at leve på afstand af livet og undgå sin livssmerte.
Kun Døden var en pålidelig konstant og et sted at vende sig hen. Pigen vidste, at der var ét sted i verden hun var velkommen, og det var hos Døden.
Oplevelserne af tryghed i Dødens nærvær skabte en kattelem i pigens liv, som voksede i takt med at hun voksede. Døden blev i perioder mere nærværende end livet. Livet var ikke dyrebart for hende, og hun opsøgte Dødens selskab.
I ungdomsårene aftog livsleden og livet fik igen blege farver. Men det holdt ikke ved – i takt med at hun blev mere kraftfuld, voksede også kraften i den del af hende som boede hos Døden. Som ung voksen blev det et vældigt sug.
Dagligt inviterede pigen Døden til at træde nærmere – ind over tærsklen mellem verdener og helt ind i hendes liv. Ikke som en egentlig dødslængsel, nærmere som en ringeagt for livet. Hver dag stillede hun sig til rådighed for Døden og tog Døden hende ikke hjem den dag, da måtte hun forsætte livet. Det var ikke sådan at hun forsøgte at tage livet af sig, hun gjorde sig bare ikke umage for at holde sig i live, og foretog derfor risikable valg.
Livet føltes udsigtsløst og ubærligt. Suget kunne opstå, når pigen mindst ventede det, det var ikke nødvendigvis koblet med svære ting i livet eller modgang – det kunne ligeså godt åbne sig, når noget gik rigtigt godt. Uforudsigeligt og dragende. Pigen mærkede det i trafikken, som en drift i at ramme de modsatkørende lastbiler, eller når hun badede en sommerdag. En lyst til at give efter for strømmen og lade sig føre væk. I perioder skræmte det pigen, hun følte suget var stærkere end hendes livslyst, og fordi det åbnede sig ukontrollabelt, var hun bange for en dag at ’komme til’ at handle det ud uden egentligt at ville det.
Selv som voksen kommunikerede pigen ofte med Døden. Det faldt hende let og Døden fyldte hende ikke med angst. Tværtimod. Ofte vandrede hun med Døden som ledsager i naturen, fandt en form for tryghed i det møde. At Døden altid var en konstant i hendes liv, uanset hvad der ellers hændte.
En dag da pigen igen sad med Døden, tog Døden ordet og sagde:
”Længe har vi to vandret sammen. Det er nu tid til at give slip, min pige. Du må give slip på mig som sikker havn og gå længere ind i dit eget liv. Jeg er stadig din stærkeste allierede og rejsemakker, men nu på afstand. Du har på mange måder levet dit liv omvendt: først med Døden som nærmeste allierede og i anden halvdel af livet, med Livet som allieret. Man kunne sige, at der i denne tid er et ’vagtskifte’, det bliver nu det pulserende liv der træder ind tæt omkring dig. Vend dig nu mod Livet, Døden kommer du til”.
Døden lo hæst.
”Nu er det tid til at komme fuldt til stede i livet. Det er tid til at tage vare på dine barnedele, som har været i eksil hos Døden, havde du ikke gjort det havde du ikke overlevet og var blevet så hel. Du har nu årtier foran dig, hvor du skal leve. Tillade livet at udfolde sig og lade din fulde kraft rejse sig rodfæstet i kærlighed.
Indimellem vil du besøge mit rige, for at hjælpe andre ’hjem’ – enten den ene eller den anden vej – eller mane mennesker hjem, som er faret vild mellem lagene. Døren er altid åben – som en ARBEJDSDØR, men ikke et sted du skal opholde dig eller opbevare dele af dig.
For at følge livet, må du lade hjertet vejlede dig. Ikke som et øjebliks vif eller indfald, men som en påkaldelse af lysten til liv”.
Døden rejste sig og velsignede pigen med en tommelfinger i panden, kluk lo og sagde:
”Jeg skal nok huske dig. Jeg kommer og henter dig hjem, når tid er.”
Pigen vidste i hver celle af sin krop, at Døden fortalte sandheden og at det nu var tid til at vandre ud i livet… Også selv om hun var utryg og bange for at fare vild undervejs, måtte hun nu give slip på at leve i Skyggelandet og træde ind over tærsklen til livet.
Det sværeste ved at forlade Dødens venteværelse var, at hun måtte vælge at tro på det Døden havde fortalt hende:
”For at følge livet, må du lade hjertet vejlede dig. Ikke som et øjebliks vif eller indfald, men som en påkaldelse af lysten til liv”.
Hvad der senere hændte pigen, fortæller jeg ved en anden lejlighed, når tiden er til det.
_____________
Historien her om ‘Pigen og Døden’kan du også læse i “Kraften i Mørket. Om seksuelle overgreb og menneskelige rovdyr”.
