Længere ind, dybere ned

27.11.24

På denne tid af året starter og slutter dagen i mørke. Dagene bliver kortere og ved VinterSolhverv er der kun 7 timer mellem solopgang og solnedgang.

Mørket kalder mig indad. Nedad i mørket og mig selv. Mørket kalder på fordybelse og indadskuen.

Vintermørket er tiden til at blive stille og lytte. Lytte indad i de dybeste lag, hvorfra kilden og livskraften springer. Ikke i et forsøg på at fremtvinge lys eller hurtighed, men en hengivelse til den kvindelige urkraft, som løber dybt i mig. Vinteren er tiden for at væve en dybere forbindelse i rodnettet til jorden og skabelsen. Vinteren er tid for at lade kællingens utæmmede kraft føre mig dybt ind i min væsens essens.

Den urkvindelige vej fokuserer på helheden i erkendelsen af, at rodnettet må være stærkt, for at stammen og kronen kan udvikles. Skal jeg have mit indre Livstræ til at vokse, må jeg også turde være med rodnettet. Jeg må  gå ind i mørket under jorden og lære mine rødder at kende. I rodnettet ligger min kraft.

Det er i vintermørket jeg holder arbejdsfri – ikke i sommerens udadrettede energi. Det er i mørket, jeg i nogle uger omkring vintersolhverv holder pause fra klienter og vender opmærksomheden indad og nedad. Mit behov for socialt liv er lille på denne tid af året. Kraften kalder mig indad og nedad. Nogle mennesker spørger, om det er en slags vinterhi eller vinterdvale. Det oplever jeg ikke det er. Det er nærmere en meget vågen og seende tilstand, hvor jeg i intervaller bliver langsom, seende og sansende. Glotid kalder jeg det.

Det er en langsom proces, som ikke ser ud af noget. Der er intet at fremvise, intet at få ros og anerkendelse for. For omverdenen er det måske endda en næsten usynlig proces. I hvert fald set med øjnene.

Langsomheden er fremherskende i den mørke tid – i hvert fald når jeg tør følge de impulser, der strømmer fra mørket dybt i mig. Ordene er langsommere. Der er længere imellem dem. Min måde at bevæge mig på er lidt langsommere, måske endda lidt tungere. Behovet for tilbagetrækning er større, og kællingens hvisken er lettere at høre.
Hun hvisker om at læne mig endnu længere ind og dybere ned i mig selv. Hun hvisker om at turde se og sanse. Om at have en dobbeltrettet opmærksomhed, hvor jeg både skuer ud i verden, men også ind i mig selv.

Det er tid til at ære det årshjul som nu rinder ud, samtidig med at et nyt snart tager sin begyndelse. Det er som at stå på en slags tærskel. hvor jeg både sanser det år der rinder ud og samtidig beder om hjælp til at væve tråde til det år der lige nu formes i mørket.

Fra det dybeste lag i mig, helt inde fra mørket, kan jeg se mig selv, mærke min iboende kraft og mine muligheder for at væve nyt liv.

Jeg læner mig ind i vinterens favn og tillader mig selv at sanse, at mørket er svangert med spirende liv, der bryder frem, når tid er.

Rodfæste, fodfæste

Sjæletid, dvæletid

Længere ind, dybere ned

Venlig, men aldrig tam

Læs også

Tanja Eskesen

Om Tanja

Kernen og drivkraften i mit arbejde er at skabe et kraftfuld og kærligt rum med fokus på vores urkraft og visdomsaspekt.

Når jeg arbejder med mennesker, fortæller jeg ofte om den anden virkelighed, den indre virkelighed.
Den virkelighed livet udspringer fra og formes fra.

​Skal knuderne i dit liv løses og vikles ud, må du ind imellem tage fat i din indre virkelighed for at finde svarene.

Bag den røde dør. At blive sin kraf

NYHEDSBREV