Videre til indhold
16.2.26
Månens gang over himlen er cyklisk. Den tiltager, vokser sig frem af mørket, bliver fuld, for igen at aftage og blive mørk. Månens faser minder os om det cykliske Liv – om forbindelsen til det urkvindelige, om forbindelsen til det utæmmede og foranderlige.
Når Månen er aftagende, når dens segl bliver tyndere nat for nat, for, for en stund, at forsvinde, er det sortmåne. Lyset trækker sig tilbage, og mørket fylder mere. Sortmånen åbner porten til det urkvindelige og påkalder kraften fra dybet. Den urkvindelige kraft, som er nedarvet gennem æten. Den Kraft, som kvinder i æoner af år har trukket på, for at overleve og skabe Liv omkring sig. Den kraft, som kvinder har trukket på, for mod alle ods at skabe magi og videregive den visdom, der utæmmet flyder i det urkvindelige.
Sortmånen er den utæmmede, kvindelige krafts tid. Sortmånen er Kællingens, Heksens og Vølvens enemærker. Den kvindelige magi og kraft er stærk. Utæmmet bølger den i dybet af os og hvisker om at vokse sig fri. Sortmånen minder os om at gå til Kilden i os selv og forbinde os med blodet, mørket, Heksen og Gudinden.
Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Den kalder på langsomhed, på at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.
Tør vi være med alle Månens faser – både når dens lys skinner over verden, og når den er mørk, tillader vi vores indre livstræ at vokse.
Samtidig med at det er sortmåne, har vinteren endnu ikke sluppet sit greb. Vinterens nætter med sortmåne gør mørket totalt. Det er stadig frostvejr, vinden er kold og mange steder er jorden dækket af sne. Vinterens energi kalder også på tilbagetrækning, på stunder med langsomhed. Man kunne sige der er dobbelt op på langsomheden med både sortmåne og vinter. Vi kan hengive os og følge med indad og nedad i os selv.
Det skaber en unik mulighed for at gå til kilden i sig, til rodnettet og læne sig ind i de dybeste lag, hvor både kraften og sårene er tilstede. Måske rumsterer gamle sår, gamle oplevelser, som i vintermørket får nye nuancer. Måske er der en oplevelse af at falde dybt ind i sig selv, som skaber frygt – fordi handlekraften føles mindre tilgængelig og langsommere, end under fuldmånens og måske sommerens indflydelse. Måske tænder det en frygt for stilstand, for nærmest at føle sig levende begravet og for at det aldrig ændres..
Når vi taler om overgangen til forår, taler vi sjældent om Død – men døden er en del af foråret. Ofte må noget dø og efterlades i vinterens favn, for at livet kan genopstå.
Og lige dér har vi et valg! Vi kan gå i kamp med de impulser der strømmer og kalder på øer af langsomhed og tilbagetrækning – og insistere på at det burde være anderledes. At foråret burde være her nu, og alting burde føles lettere. Eller.. vi kan åbne os for den mulighed der åbner sig med vinterens sidste sortmåne: endnu en gang at læne os ind i os selv og gå dybere. Foråret og den hurtige energi kommer. Det gør den altid.
En Hengivelse til det Nu, som Er.
