At trevle op

20.10.25

Jeg har mange gange skrevet om hvordan jeg starter mine dage. Daggry efter daggry træner jeg og cykler så til havet, hvor jeg vender mig mod solopgangen, siger ”ja” til den dag, der venter, og det liv, jeg har – uanset hvad det må indeholde.

Det er blevet en rituel måde for mig at starte dagen på og jeg har oplevelsen af, at det at starte dagen på den måde, skaber et stærkt rodfæste, et stærk og kærligt udgangspunkt for min dag.

På samme måde lægger jeg dagen til ro. Afhængigt at tidspunktet på året, kan det være ved solnedgang eller ihvertfald inden jeg går i seng. Jeg holder mørkning, kigger måske på solnedgangen eller dagens svindende lys og har samtidig opmærksomheden rettet indad. Åben for, om noget særligt kalder på min opmærksomhed.

Jeg øver mig i at være taknemmelig for den dag, der havde været, husker hver begivenhed fra dagen og trevler den således op. Jeg har oplevelsen af, at morgendagens tråd kun kunne blive stærk ved at være i nuet og trevle den dag op, der ligger bagude. Jeg løber dagen igennem fra det øjeblik, der er lige nu, og husker dagen baglæns, til jeg rammer solopgangen og dagens start.

Nogle gange ligger dagen som en silkeglat tråd, der let og ubesværet trevler op. Andre gange er det, som om det var lavet af mohairgarn og burrer, tråde der griber ind i hinanden og skaber små, filtrede knuder. Nogle gange tager det tid – der kan være stærke følelser bundet ind i knuderne – ting, som kan være svære eller direkte ubehagelige at få hold på. Og uanset hvor glædesfyldt, ligegyldigt eller smertefuld dagen har været, er det en del af min solnedgangspraksis at huske. Jeg har oplevelsen af at lægge dagen til ro på de hylder, hvor den nu hører til. Jeg mærker, at det giver frihed at beslutte mig for, hvordan jeg vil fortolke den dag, der er gået, fordi det er med til at skabe klangen i de dage, der lå forude. Det er en måde at sætte både dagen og mig selv fri. Måske er der oplevelser med mennesker, ting mit sind ellers gerne ville holde fast i, som også skal sættes fri. Der kan også være indsigter som skal rodfæstes eller kræver en konkret handling.

Nogle gange opdager jeg at der er løse ender, som må hæftes for at dagen kan lægges til ro. De kan være fra dagen der er gået eller vraggods fra tidligere. Løse ender koster energi og hænger ofte og skaber kaos – lige som et kraftkabel, der hænger og gnistrer. Jeg kan ikke kun opstarte projekter og drømme liv frem i et væk, jeg må også hæfte enderne.

Når et år er ved at rinde ud, giver jeg det gamle år den samme opmærksomhed. Jeg sætter tid af, husker tilbage på månederne der er gået, trevler op og sætter fri, så tråden til det nye år kan blive levende og fin.

Det er ikke en praksis, der ser ud af noget. Der er ingen synlige ritualer, men alene en uendelig cyklus af at stille mig til rådighed for at lade livet blive levet gennem mig. Dag efter dag, år efter år.