Fuldmåne og skyggekriger

Tidligt i morges toppede fuldmånen og energien er nu igen aftaget en smule. Jeg oplever, at de seneste dage har været intense. Gammelt smertestof, sorg, raseri og meningsløshed har danset. Man kan sige, at denne fuldmåne har lyst langt ind i den indre skyggekrigers rige, og bragt de sår, der trængte til heling frem i månens klare lys. Det er langt fra en bekvem proces mens det står på, men det er livgivende.

Når fuldmånens energi kalder der frem fra skyggerne i os, vi normalt kan undertrykke og vende ‘det blinde øje til’, går det sjældent stille af. Netop fordi det ofte er fortrængt stof, er der knald på, når det manifesterer sig i følelser, tanker og overbevisninger. Måske kan det endda føles som om man bliver ‘besat’ af følelser, man troede man for længst var færdig med.

I folkeeventyrene sker store forvandlinger, når det er fuldmåne. Mennesker bliver til dyr, varulve eller magiske skabninger. Fuldmånen kalder på slangens energi i dig. Evne til hamskifte, forvandling og forandring, der springer dybt indefra og bliver handlet ud i verden, når timingen er til det.

Set med Kællingens og de urkvindelige væsners øjne, kommer vi under fuldmånens lys i kontakt med vores utæmmede jeg. Den del af os, der kender til at leve fuldt og autentisk, i dyb kontakt med vores indre. Månen kalder på kompromisløsheden, på længslen efter at leve fuldt i overensstemmelse med vores autentiske jeg – uden at gøre os mindre eller umage for at prøve at passe ind. Den frie, utæmmede del, der kender til at leve i overensstemmelse med Livets foranderlighed, påvirket af årstidernes skiften og Månens faser.

Men når den utæmmede kraft rejser sig, aktiveres grundsårene også.

Grundsåret er det sted i os, hvor vi føler os uelskede og adskilt fra fællesskabet og skabelsen. Det kan have forskellige nuancer, klange og dybder. Det er ikke nødvendigvis den hårdeste og mest traumatiske opvækst, der giver de dybeste sår. Små torne og skarpe hjørner kan også forårsage dybe sår, som bliver betændte og har svært ved at læges.

Grundsåret indeholder din kraft og din magi. Det er dobbeltrettet, så når du læger dine sår, frigives din kraft – du vedkender dig din kraft. Derfor VIL grundsårene indimellem give lyd fra sig. Ikke som en fejl, men som et kald på Kærlighed.

Grundsåret bor i os. Uanset om vi vil det eller ej, er det lejret dybt ind i os. Uanset hvor god og kærlig en opvækst vi har haft, vil der være en art sår. Der vil være et sted, vi har følt os forkerte, forladte, fortabte.

Skyggekrigeren udspringer af såret. Af en oplevelse af at være uelsket. Af at møde ondskab og ikke kunne kapere det.

Skyggekrigeren er sjældent bevidst om sit grundsår og benægter oftest eksistensen af det som noget, hun skal forholde sig til. Det er hendes største illusion og akilleshæl at benægte grundsåret, for ved at benægte dets eksistens kan hun ikke tage sig af det, og dermed er hun for evigt fanget af såret. Måske har skyggekrigeren en vag fornemmelse af smerte dernede i dybet, men negligerer den og sætter farten op, i evig bevægelse væk fra såret. Men såret følger med, for det bor i os. Skyggekrigeren galopperer gennem verden i højere og højere hastighed på flugt fra sig selv – som en hund med en række skramlende konservesdåser bundet på halen. Jo hurtigere hun løber, jo mere larmer såret for at henlede hendes opmærksomhed på dets eksistens.

Hvorfor netop denne fuldmåne i så mange mennesker har aktiveret vores grundsår og indre skyggekriger ved jeg ikke og måske er det heller ikke afgørende. Spørgsmålet er måske snarere hvad vi vil gøre ved det vi møder i os – forviser vi igen de sårede sider i os til mørket, eller formår vi at møde selv de mest skamfulde og sårede sider med ubetinget venskab og kærlighed. Vi må lytte til vores indre skyggekrigere, lade dem rase og give lyd fra sig og igen og igen rumme det der er – uden nødvendigvis at skulle handle det ud. Kun ved at lade de sårede dele tale og blive hørt, kan heling opstå. Ellers vil vi igen og igen forvise ikke alene sårene, men også en del af (livs) kraften til mørket, mens vi bygger en omfartsvej uden om de smertefulde dele i os.

Når vi har lyttet og rummet de indre skyggekrigere, må vi opnå os for muligheden for at turde tro på, at kærlighed er et valg – uanset hvad vi har med os. Kærlighed er altid svaret.

Min oplevelse er, at det igen er tid til, at Krigeren rejser sig – ikke for at gå i kamp mod en ydre fjende, men for at vælge kærligheden som klangbund i menneskelivet. Vælger vi at leve i kærlighed og slippe kampen, kan vi tage vare på det indre liv – på menneskelivet i al dets mangfoldighed.

Nogle vil omfavne krigerens energi i sig, tillade den at rejse sig og blive til alt livs fælles bedste. Andre vil stritte imod, det bedste de har lært, og bruge den kraftfulde energi til at fodre deres indre offer. Give næring til frygten og til tankemønstrene om, at verden er et farligt og utrygt sted og i en uforudsigelig forandringsproces. De vil trække sig tilbage, forskanse sig i offerets rolle, gøre sig hårde over for andres lidelse og melde ’hus forbi’.

Tager vi ikke vare på livet og kærligheden og erkender vores forbindelse til skabelsen og alt liv, vedbliver vi at underminere vores egen eksistens.

At integrere krigeren i sig er at læne sig ind i sin kerne. At være som et træ: dybt forankret i rodnettet, men i stand til at bevæge sig, danse og svaje med forvandlingens vinde og månens skiftende faser.

Fra dette sted er grundsåret en form for mytisk fødselsåbning. Din indre styrke bliver din navlestreng og den livline til skabelsen, som gør, at du kan hengive dig til kærligheden og blive genfødt gennem dit sår.

Du vil se, at du ikke er den, du er PÅ TRODS af, men I KRAFT af det, du har erfaret gennem livet.

I Kærlighed,

Tanja

P.s grundsårene og vores indre kriger, har jeg skrevet mere om i ‘Krigerens Bog. At leve et liv i kærlighed’, hvis du mærker at det er et felt, du må se nærmere på. Bogen findes også som lydbog, både hos boghandlerne og biblioteket.

Lars Mikkelsen

 

 

Læs også

Vaner

Når du bliver din kraft, gives du også muligheden for at blive fri. Fri af

Læs mere »