Videre til indhold
Månen er igen aftagende – det er sortmåne- kraften trækker sig under jorden, samles for igen at rejse sig i dig og i verden.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os, opfordrer os til at turde sanse i dybet og forholde os til den skjulte virkelighed.
Det sætter dybe lag i bevægelse, måske føles det som om gamle smertefelter åbner sig, vånder sig og giver lyd fra sig dybt inde, dybt nede i dig.
Det kan opleves som om dine dybeste smertelag er i bevægelse, ukontrollabelt og altædende. Måske rører det ved din frygt – en instinktivt frygt for, at lader du smertelaget åbne sig, bliver du opslugt af det.
Set fra det urkvindelige felt, udspiller en anden og dybere historie sig. Kraften rører på sig, på kanten mellem vinter og forår. Vækstsæsonen er på vej. Og for at vækst kan forekomme, må vi rense de sår, der holder os tilbage. Det hjælper månenfasen til, fordi den trækker os indad og nedad.
I det felt gælder visdommen om, at vil du have adgang til de dybeste lag af din kraft, må du kende dine sår. For fra sårene udspringer en del af kraften. Der handler det ikke om at være i verden med din kraft ’på trods af’ det der er sket dig, men ’i kraft af’.
I dine sår findes adgangen til din største kraft. Pakker du dine sår ned, fjerner du dig fra kraften og dermed forbindelsen til Skabelsen.
Grundsåret er det sted i os, hvor vi føler os uelskede og adskilt fra fællesskabet og skabelsen. Det kan have forskellige nuancer, klange og dybder. Det er ikke nødvendigvis den hårdeste og mest traumatiske opvækst, der giver de dybeste sår. Små torne og skarpe hjørner kan også forårsage dybe sår, som bliver betændte og har svært ved at læges.
I grundsåret bor døden. Tillader vi ikke grundsåret at blive berørt af verden, så det kan springe op og bløde for at blive renset og kunne hele, vil grundsåret sprede edder og gift og sætte sig som en sjælelig nekrose. Den vil sprede sig til blodstrømmen, ind i livskraften og skabe afstand til ikke alene dig selv, men til verden. Et uhelet grundsår skaber en ond cirkel, hvor du igen og igen får bekræftet dén antagelse om verden, der er indlejret i såret. Du bliver bundet af din indre lænke, fæstnet i såret.
Når du tager dig af dine sår, tillader dem at springe op for at blive helede, lader du din kraft rejse sig – selv om det måske ikke føles sådan, fordi alt er råt, betændt og smertende. Men samtidig med at sårene heles, vokser du dig fri.
Tror vi ikke på, at selv de dybeste sår kan heles, mister vi også troen på kærlighed som en mulighed for os. Vi kommer til at leve i et grænseområde med destruktive og måske grænseløse relationer, ud fra en overbevisning om, at vi ikke dur til relationer – at vi er for skadede og uelskelige og må derfor bare nøjes med noget, der minder om kærlighed.
At vi konstaterer eksistensen af grundsåret, er ikke det samme som at acceptere, at vi er styret af det. Bare det har en påvirkning. Når vi konstaterer, at Kraften og såret er tæt sammenvævede, kan vi begynde at tage os af begge dele og begynde helingen. Måske har vi brug for hjælp til at hele det gennem terapi, måske har vi bare brug for, at en anden holder rummet for os, mens vi vedkender os eksistensen af det og husker, fortæller, tilgiver og sætter fri. Har vi ikke nogen, der kan holde rummet for os, må vi gøre det selv.
Fortsætter vi i stedet med at fortie eller fortrænge det vi har oplevet, laver vi en eksklusion af dele af os selv. En eksklusion, som i starten føles overlevelsesbetinget, men over tid får sin egen konsekvens. Vi kommer uforvarende til at gøre såret dybere og mere betændt ved at forsøge at holde os i sikkerhed gennem tavshed og fortrængning.
Det er som at have et sår et sted på kroppen, som man har dækket til. Viklet ind i plaster, bandager, fine silketørklæder, og hvad man ellers har haft ved hånden, som har kunnet hjælpe til at skjule såret – også for sig selv. Måske har man endda givet det et pift æteriske olier for at skjule stanken af ikke-Liv.
Et sådant sår vil bare blive mere og mere betændt. Det vil påvirke alt. Selv når man forsøger at bedøve smerten for at leve med det, vil såret påvirke den almene tilstand, måske som en følelse af sjælelig blodforgiftning eller ikke-Liv. Tavsheden, det ikke at tale om grundsåret spreder sig som en nekrose i Livet. Man kan synes at opbygge et godt Liv uden om ”det unævnelige”.
Måske oplever du nærmest at blive dårligere fungerende i perioder. – feks under sortmåne. Måske være mere sårbar og lettere påvirkelig. Set fra det urkvindelige univers, er det Kraft, der er på færde, og som aktiverer såret, så du kan møde det med omsorg – uanset hvor ubehageligt det end måtte opleves.
Her hjælper det ikke at tænke positivt eller lave underlige besværgelser i håb om et quick-fix af såret. Du må træde nærmere, tage en beslutning om, at du ønsker at hele dine sår. Du må begynde at læge såret ved loyalt at lytte til de følelser og livsoplevelser, der er vævet ind i såret. Du må have en dobbelt opmærksomhed – både på såret og det nye Liv, der strømmer hver gang du tager dig af det felt. Spinder du ikke samtidig nyt Liv, vil såret fortære dig.
Det afgørende er ikke, hvad der har SKABT såret, men villigheden til at tage dig af såret og de følelser der strømmer fra det – igen og igen og igen.
Sådan omfavner du alt – også din Kraft.
Du er den, du er, i kraft af det Liv, der ligger bag dig.
Tro på dig.
