1.3.24
Når vi taler om forår, taler vi sjældent om Død – men døden er en del af foråret. Ofte må noget dø, for at livet kan genopstå.
Måske har Livets skarpe kanter og vinteren betydet, at du har lukket dig lidt om dig selv og trukket dig en anelse tilbage i en accept af det Liv du har i dit Liv, er ’godt nok’. Du har fundet ud af at tilpasse dig, selv om rammerne indimellem føles som en spændetrøje.
Sansynligvis har du udnyttet dine givne rammer og begrænsninger med kreativitet og fået Liv i hver eneste hjørne af dine rammer. Måske har du længe fortalt dig selv en historie om, at være taknemmelig for dét der er, at få det bedste ud af det og endda en historie om, at der er stor kunst i at kunne nøjes.
Men lige nu banker Livet på. Med forårets buldrende, utæmmede energi, skubber det til dine omhyggeligt opbyggede konstruktioner og historier.
Uanset om det er en konstruktion, du har lavet for at beskytte dig selv mod Livets skarpe kanter, eller for at holde dig i sikkerhed fra gamle sår, lister, lirker og skubber forårets energi til konstruktionen. Den giver sig i furerne og knager. Den kan føles skrækindjagende – måske næsten livstruende.
Det skarpe sollys afslører ubarmhjertigt dine udtjente historier og gamle vaner, der som gammelt spindelvæv står i vejen for det nye liv og den nye vækst.
Måske mærker du det som strømninger af frygt, af sorg, vrede, rastløshed eller slet og ret en uforståelig længsel. Du vender og drejer dig måske for at finde ro og komme væk fra det buldrende og stikkende.
Og måske tror du allermest, at det er noget som sker uden for dig – at det er livet der banker på. Forårets uregerlige og utæmmede energi. Men samtidig sker det i dybet af dig – som en mælkebøtte, der bryder igennem asfalten.
Mælkebøtten er det nye, utæmmede Liv, som vokser dybt i dig. Kraftfuld og insisterende er den der, med en stærk rod. For at kunne bryde igennem, og folde sig ud, bliver du måske nødt til at rydde lidt op, lufte ud, feje tankemæssige spindelvæv ned og give slip på det udtjente Liv.
Nogle lag kan ikke bare fjernes i en ruf – der må du gå anderledes til værks og give næring til mælkebøtten i dig i dybet. Måske danser du på en knivsæg mellem længslen og frygten. Mellem følelsen af død og genfødsel.
Længslen efter at hengive dig – invitere Livet indenfor – og frygten for at miste kontrollen. Måske ved du i dybet af dig, at alt vil forandres, hvis du for alvor inviterer Livet indenfor. Lukker du Livet ind, når det banker på, tillader du det at bygge bro mellem det inderste, sjælfulde lag i dig og din ydre fysiske virkelighed. Du tillader Himmel og Jord at mødes i dig. Du bliver dermed synlig – for dig selv og verden. Derfor klemmer du knæene sammen og stritter instinktivt imod.
Selvfølgelig vil det ramme felter af frygt i dig, når Livet banker på. Men tør du være med frygten, se den og føle den, uden at lade dig fortære af den, bliver du fri og kan lukke foråret og det brusende Liv indenfor.
Valget er Dit.
At leve med frygtløshed er helhjertet at stille sig til rådighed for livet
