14.8.23
Månens gang over himlen er cyklisk. Den tiltager, vokser frem af mørket, bliver fuld, for igen at aftage og blive mørk.
Månens faser minder os om det cykliske Liv – om forbindelsen til det urkvindelige, om forbindelsen til Kællingens Kraft.
Månen er aftaget og er ikke synlig. Kraften trækker sig under jorden en stund, inden den tiltagende måne atter kalder den mod overfladen.
Samtidig er en større cyklus igang. Kraften trækker sig under jorden og vi bevæger os for hver månecyklus længere ind og dybere ned i vintermørket. Det sker både i naturen og i det indre. Da det er sensommer og energien stadig er delvist udadrettet, kommer vi ikke så dybt i kraften, som under midvinterens sortmåne. Men uanset årstid er sortmånen tidspunktet for rodfæste. For at søge dybere i sig selv.
Væden hænger tæt, solen har mindre magt og duggen bliver hængende en stor del af dagen. Planterne visner og forrådnelsen er i gang, alt indgår i det store kredsløb af liv, død og genfødsel.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra Jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede Kraft er stor. Den utæmmede Kraft puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden.
Sortmånen er den utæmmede, kvindelige Krafts tid. Sortmånen er Kællingens, Heksens og Vølvens enemærker. Den kvindelige magi og Kraft er stærk. Utæmmet bølger den i dybet af os og hvisker om at vokse sig fri. Sortmånen minder os om at gå til Kilden i os selv og forbinde os med blodet, mørket, Heksen og Gudinden.
Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Den kalder på langsomhed, på at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.
Sortmånen åbner porten til det urkvindelige og påkalder Kraften fra dybet. Den urkvindelige Kraft, som er nedarvet gennem æten. Den Kraft, som kvinder i æoner af år har trukket på, for at overleve og skabe Liv omkring sig. Den Kraft, som kvinder har trukket på, for mod alle ods at skabe magi og videregive den visdom, der utæmmet flyder i det urkvindelige.
Sortmånen minder os om, at det cykliske og foranderlige i det urkvindelige er ikke en fejl. Det er ikke noget, som skal udjævnes og gøres lineært for at passe ind i det omgivende samfund. Den er en kvindes livline, den Kraft der ulmer dybt i hendes bækken, og som Livets kilde flyder fra.
Rodfæste. Fodfæste. Sjæletid. Dvæletid
