Videre til indhold
Når vi passerer livsafsnit er der indimellem en form for dødsproces forbundet med det. Gamle tænkemåder, relationer og versioner af en selv må dø og lades tilbage for at vi kan bevæge os ind i en ny livsfase.
Man kunne også kalde det et hamskifte, selvom jeg synes dødsproces er mere betegnende. Nogle gange kan det endda føles som om der er en dødskamp i gang mellem den del der vokser sig stærkere, og den del der mister magt og er døende.
Det kan være pinefuldt, for det er ikke altid den ’nye’ version man har mest kontakt til i overgangen, men tværtimod den døende dels dødsrallen og kamp, der fylder mest. Det kan skabe bølger af frygt, fortabelse, håbløshed og en følelse af at ”livet er slut”. Og det er det jo på en måde også sandt, for der er en del der må lades tilbage. Livet som man kender det er slut.
Nogle gange sker det som konsekvens af valg man har truffet over mange gange, andre gange er det livsfaser og overgange der igangsætter det: pubertet, moderskab, overgangsalder. Men beslutter du dig for at leve dit liv mere i samklang med din utæmmede kraft , vil det vil helt sikkert være en proces du kommer i kontakt med i større eller mindre grad, fordi du undervejs må tage stilling til din kvindelige arv.
Den kvindelige arv
Forestil dig at årtusinders år magtfordeling, religiøse dogmer og filosofiske strømninger har skabt et sammensurium, der samlet laver et aftryk. En form for skabelon, der i en kvindes indre bliver en rettesnor for hvad der er hendes rolle og hvilke muligheder og pligter hun har og som går i arv – ikke alene i blodlinjen, men som en kollektiv, kvindelig arv.
Arven kan ligge som et lag man er bevidst om og i en eller anden grad er i følekontakt med – men det kan også ligge som en indre (ubevidst) korrektion, som bare er styrende. Derfor kalder jeg også den kvindelige arv for et styresystem.
Den kvindelige arv er en indre irettesættelse, som er en tillært og nedarvet overbevisning, der handler om ’bør’, ’man’, ’en god kvinde’, ’en god mor’, ’en god kone’, ’en god kæreste’ og hvordan ens livsenergi skal anvendes.
Den kvindelige arv gør os utrænede i at mærke egne behov, men superskarpe på at mærke andres behov. Derfor har man ubetinget vigepligt i fht egne behov og drømme. Styresystemet vil sige, at man er egoistisk, hvis man på nogen måder er til ulejlighed for andre.
Styresystemet afgiver ikke frivilligt kontrollen og vil måske larme og forsøge at tale dig fra at følge din sjæls hvisken om at være loyal over for dig selv. Det vil sikkert protestere, tale for at der nogle mennesker du bør tage dig af og bedre veje at gå end det skifte du er i gang med. Men når styresystemet opdager at dødsprocessen er i gang, er du allerde så langt inde i processen med det nye liv, at styresystemet ikke for alvor har magt længere. Dit fokus er allerede skiftet og dine valg blevet anderledes.
Hvordan ved du om det er vokseværk eller dødskamp tænker du måske?
Tit vil der have været tegn op til. Du har truffet andre valg – valgt noget fra – for at kunne vælge dig selv til, måske tænkt andre tanker udover de sædvanlige eller fået et glimt af andre måder at se dit liv, dine relationer og dine valg på.
Måske har du mærket det som et fysisk træk, en tyngde eller følelse af energi i bækkenet – et kropsligt kald i en anden retning. Smagen af en anden måde at leve på, hvor du er mere loyal over dig selv, dine ønsker og drømme.
Du må tåle dødskampen, lade den rase i dit indre og dagligt træffe valg, der skridt for skridt giver næring til loyaliteten over for dig selv og det utæmmede.
Måske kan du finde en blød plet af selvmedfølelse med de dele af dig der er frygtsomme i processen – rumme deres smerte og give dem en varm voksenhånd at holde i.
For styresystemets version af dig er det en dødskamp, for den utæmmede del af dig er det vokseværk. To sider af samme sag, begge processer er forbundet med ubehag og smerte.
(Uddrag af ‘Urstof’, den bog om friktionen mellem den kvindelige arv som jeg skriver på i øjeblikket ❤️🔥)
