Når jeg er taknemmelig, rejser jeg mig op. Brystkassen åbner sig, vejrtrækningen bliver dybere. Kroppen afspændes. Grundstemningen i kroppen bliver at sige JA til livet, hvor mismod skaber sammentrækning og en stemning af at sige ’NEJ’ til livet.
Mismodet afviser både livet, men også mig selv. Det skaber en adskillelse i mig – og mellem mig og skabelsen. At stå frit mellem himmel og jord med fødderne i mulden og armene strakt mod himlen. At sige JA til skabelsen og min plads og rolle i skabelsen giver plads og rum til at slippe kampen med den virkelighed, som er, og dermed handle min kraft ud.
(Afsnittet er fra min bog : “Krigerens Bog. At leve et liv i kærlighed”)
Jeg er endnu en gang i færd med at rodfæste min taknemmelighedspraksis i min daglige struktur, så jeg slutter dagen af med at skrive nogle ting ned, som jeg er taknemmelig for.
Både ting uden for mig (fx mine børn, mine venner) da det er ofte det letteste sted at starte. Har man en indre modstand mod at være taknemmelig (måske fordi det er forbundet med noget pålagt udefra: “Du burde være mere taknemmelig”), kan taknemmeligheden være forbundet med en følelse af underdanighed. Da kan det være en ide at starte i det indre, med at overveje hvad der er at være taknemmelig for. Det kan være at have haft overskud i en bestemt situation, glæden ved en god kop te, en smuk solopgang, at have overlevet sygdom – mulighederne er mange og varierede.
Jeg ser det som en del af det uendelighedstegn, jeg ofte taler om. At hvis kun vi har taknemmelighed for noget i vores indre, noget privat, er der en risiko for at isolere sig fra verden og blive kold, og er man kun taknemmelig over for noget uden for sig – noget man ikke har så meget indflydelse på, er der en risiko for at føle sig underdanig.
En taknemmelighedspraksis kan skabe en følelse af oprejsthed, en følelse af forbundethed, med verden, med Skabelsen og med sig selv, hvis man over tid fodrer begge dele af uendelighedstegnet med taknemmelighed.
Men hvorfor kan taknemmelighed som praksis så være svært? Det fokus lyder jo fantastisk
Taknemmelighed kan være uvant. Utrænet. Eller måske synes man ikke, at der er noget at være taknemmelig for.
Taknemmelighed er forbundet med afspænding, med at falde til ro i sig selv, med sig selv og den virkelighed der er. Afspændingen kan være koblet med en følelse af fare, hvis man har noget svært eller traumatisk med sig – måske en frygt for at miste det man er taknemmelig for. En dyb indre protest, som kan være bundet i en frygt for at være lalleglad, hippie-go-happy, Og måske trigger den afspænding, der kan være forbundet med en dyb følelse af taknemmelighed også en urfrygt i os, en frygt for. at hvis man ikke er vagtsom og ‘på tæerne’, klar til kamp eller flugt fra fjender eller rovdyr, kan man blive ædt.
Man må derfor øve sig i at være taknemmelig. Måske endda starte i det helt små og leve med at føle sig lidt latterlig eller have en indre dialog samtidig om ‘ikke at gide’, ikke orke, ikke synes det er vigtigt eller måske endda noget vrøvl. Det bunder ofte i frygt. men som alt andet kan taknemmelighed trænes.
Spørgsmålet er om man tør gå på opdagelse i taknemmeligheden og afprøve det.
