fbpx

Sortmåne, alkymi og kraft

I disse dage falder årets sidste sortmåne. Det betyder, at månens lys set fra jorden er mindst. Det kan virke som om månen er fraværende – det er sortmåne.
Når månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft, puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden. Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Om langsomhed, om at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig i verden.
Samtidig står solen lavt over horisonten, dagene er korte og det er snart vintersolhverv.

​Mange mennesker føler sig voldsomt påvirkede af det svindende daglys. Humøret styrtdykker og en form for livslede eller livssmerte kan komme til overfladen. Nogle taler om en oplevelse af Sjælens Mørke Nat.

Jeg har en oplevelse af, at tiden lige nu er helt speciel. Mørket hjælper os til at få smerten intensiveret – nærmest fortættet- og bragt til overfladen, for at få den bevidstgjort.
Desværre ligger det i kulturen at vi skal fornægte mørket. En forståelse af mørket, som noget vi skal flytte os væk fra, som noget vi helst skal undgå. Dvs at den smerte, som det tiltagende vintermørke hjælper til overfladen, er noget vi plejer at flygte fra.
Men i mørket og livssmerten ligger en gave.

Alkymisternes forgængere:

Alkymisterne forsøgte at skabe guld og evigt liv.

Bag fortællingerne om forædlingen af grundstoffer, ligger brudstykker af en anden virkelighed, en viden som alkymisternes forgængere søgte at opdage.
Som århundrederne gik, kom det i stedet til at handle om vilde kemi eksperimenter, hvor de i skumle kældre forsøgte at lave guld. Noget af essensen gik tabt.
Jeg oplever, at deres optagethed af guld og livets kilde hang sammen. Måske var det ikke guldet som grundstof alkymisternes forgængere var optagede af, men guldet som et billede på det guddommelige, på solen, på lys og evigt liv. De forsøgte at kaste lys ind i mørket og skabe forvandling. At finde gaven i mørket ved at lade solen komme derind.
Alkymisternes forgængere var ikke alene.
Den urkvindelige vej, fokuserer også på helheden i erkendelsen af, at rodnettet må være stærkt, for at stammen og kronen kan udvikles. Skal vi have vores indre livstræ til at vokse, må vi også turde være med rodnettet. Vi må turde gå ind i mørket, under jorden og lære vores rødder at kende. I rodnettet ligger vores kraft.
Når vi igen og igen lader os inspirere af de urgamle og tør være med smerten og mørket – ud fra et dybt ønske om et ubetinget venskab med hver lille del af os, starter en opheling. En opheling som ikke handler om teknik og om at præstere, men om at møde hver del af os selv med kærlighed.

Det er en langsom proces, som ikke ser ud af noget. Der er intet at fremvise, intet at få ros og anerkendelse på. For omverdenen er det måske endda en næsten usynlig proces. I hvert fald set med øjnene.

Forvandlingen og ophelingen sker indeni. Vi bliver frie og hele, fordi intet længere er skjult.

Foto: Lars Mikkelsen

Læs også