Videre til indhold
5.11.25
November er fyldt af væde. Gamle vækstlag fra sommeren giver slip. Bladene daler mod jorden og giver næring til nyt liv. Væksten i naturen er gået under jorden. Mørket er blødt og omslutter os. Det er overgangen til vinteren, langsomhedens og kællingens årstid.
Vi er i afslutningen af det der har været slangens år, fyldt med muligheder for indsigter og hamskifte. Året slår det sidste slag med slangehalen og opfordrer os til at se og tillade transformation, så den cirkel kan sluttes, mens en ny tager sin begyndelse.
Samtidig er det fuldmåne. Endda en supermåne, som betyder at månens bane er tæt på jorden, og virker større end normalt. Fuldmånens lys skinner langt ind i os og kalder det frem i bevidstheden, som længes efter at blive set og forløst.
Endnu er vejret lunt og det giver sammen med fuldmånen og november energien en mulighed for at komme særligt dybt i sig selv. Energien kan opleves ‘blød’ eller mild, men det skal man ikke tage fejl af. Den går stadig dybt, nærmest ned i rodnettet eller grundfjeldet i os. Den bløde energi inviterer til at vi favner de dybeste steder i os selv, hvor kraft og sår er vævet sammen.
Derfor kan november mørket være barskt. Nogle beskriver det som at blive levende begravet i væde og duften af henfaldende blade – måske nærmest inden i sig selv.
Man kunne også sige, at det er måneden hvor jordforbundetheden og rodnettet forstærkes og vi får spejlet vores indre praksis. Vores indre tro. Med de faldende blade, træder vores illusioner, frem og blødheden giver mulighed for en hengivelse og dermed et hamskifte.
De næste måneder er vi tættest på rodnettet og kraften i mørket og jo mere kraft vi kommer i forbindelse med både i os selv og i naturen, jo mere synlige bliver de steder i os, hvor vi er sårede. Vi kan ikke adskille kraft og sår. Alt er Et.
Både det sunde og usunde i os bliver tydeligt i denne tid. De steder vi er selvansvarlige og kraftfulde og samtidig de steder i det indre, hvor det er sårede dele af os, der træffer uhensigtsmæssige og underansvarlige valg. Det kan opleves som ukontrollable pendulsvingninger, men er ’bare’ livskraft i bevægelse.
Under fuldmånens lys kan vi på ny tage stilling til hvad vi tro på. For det vi tror på former vores valg.
Tror vi på kærligheden som den dybeste livgivende impuls, er der en mulighed for at hengive sig – åbne sig under fuldmånens lys – lade kærlighedsimpulsen fylde hver celle og fiber af ens væsen. Det vil sætte bevægelse i de felter i det indre, som ikke er kærlige. Som splinter af troldglas, der forvrænger synet på os selv, på verden og på hvad der er muligt, vil de bevæge sig mod overfladen for at blive forløst. Det er en kraftfuld proces, som kan rykke i både grundsåret, troen og tvivlen, men fremfor alt er den livgivende.
Venlig, men aldrig tam.
(Længes du efter at komme i dybere kontakt med månens faser, naturen og det cykliske liv, er det netop emnet i Årskurset ‘Med årshjulet gennem Kællingens Rige‘, som starter ved VinterSolhverv og afsluttes ved Allehelgen)
