fbpx

Længsel

Fuldmånen sætter ofte lys på en sælsom rastløshed og længsel. De sidste nætter har den trukket i mig og det er der kommet dette afsnit om længsel ud af – det kommer med i “Kroppens Bog“, når den udkommer senere på året.

..

Længsel

Længsel er en mangeltilstand. En afvisning af det nu, som er. En oplevelse af at afvise nuet, fordi nuet ikke indeholder det, længslen er rettet mod. Der er en bevægelse indbygget i længslen, hvorimod kærlighed er stående, svajende, fleksibel og fremfor alt åben – længsel er lukket om det objekt, længslen er rettet mod.

Ukontrolleret længsel er livsfarlig, fordi den gør blind. Den sløver synet og alle sanserne, længslen bliver som en sirenes forførende  kald og kan føre til skibbrud.

At længes bliver en afvisning af NU’et. vi har blikket rettet mod de fjerne horisonter, falder ud i dagdrømme, illusioner eller sorg over det nu der er. Dvs vi går i kamp med virkeligheden og smider kraften fra os.

I den græske mytologi er sirenerne beskrevet som underskønne kvinder, der synger og lokker søfolk til forlis. I fortællingen om Odysseus modstår han kun sirenernes længselsfulde sang, ved at  lade sig binde fast til masten på skibet.

Troldkvinden Kirke, forbereder Odysseus på Sirenernes sang:

”Hvo der af våde sig nærmer og hører Seirenernes stemme, ham skal aldrig hans elskede viv og uskyldige småbørn mer omringe med jubel og fro genhilse ved hjemkomst; med deres klingende sang Seirenerne vil ham forkogle, siddende hist på en eng; trindt ligger på stranden en bunke smuldrende menneske-ben, al hud er fra benene visnet”[2]

For mig at se, er hele fortællingen om havet, sirenerne og Odysseus en fremragende skildring af hvad længsel gør ved os. Vi bliver blinde og døve, forførte af kraften af længslen må vi lyde dens kald – eller måske nærmere det kropslige sug den manifesterer sig som. Lader vi os ’forkogle’ (forføre eller forhekse) af længslen mister vi livskraften og bliver til en bunke smuldrende knogler.

Odysseus følger Kirkes råd og lader sig binde fast til skibets mast for at bevare sin alignment og blive hjemme i sig selv, mens han lytter til Sirenernes sang. Hans mænd får bivoks i ørerne for ikke at kunne høre sirenerne og i stedet holde kursen.

Længsel koster alignment. Længsel får det indre kompas til at snurre konfust uden retning og mål, fordi længslen ligger uden for dig og dermed forstyrrer kalibreringen af dit indre kompas. Ofte sidder den i kroppen, som et sug – måske i brystkassen eller hjerteområdet. Den kan være dine alene, kollektiv eller forbundet med arven fra din slægt, en form for vane: at længes efter de fjerne bjerge, fortiden, elskere vi engang har kendt, fremtiden, alt andet end NU og HER.

Længsel kan opstå ud af udækkede behov. Udækkede behov man ikke selv har taget sig af, og som man nu tror kun kan dækkes af andre. Fokus rettes udad og bliver til et sug efter ’noget’.

Længsel trækker ud af alignment – uanset om det bare er en svag længsel eller den form for længsel som er forbundet med og åbner for en art vanvid og total mangel på fornuft.

Kunsten er at turde lytte til længslen, udforske dens sug, men uden at fortabe dig til hovedløst at handle længslen ud.

Går du i kamp med længslen og forsøger at få den til at gå væk, vil den bare vokse og få næring af kampen. I stedet må du turde mærke den, nærmest læne dig ind i den. Du må gøre som  Odysseus: læne sig op ad din rygsøjle,  vågent holde din alignment, imens du vipper og gynger og lytter til længslens forførende sang.

[1] At længes: norrønt: lengjask afledt af lang, længe, forlænge ’tiden bliver lang’. (Ordnet.dk)

[2] Homers Odysseen XII, 41-46

Foto: Lars Mikkelsen

Læs også