De næste døgn drejer årshjulet endnu engang – det er snart forårsjævndøgn. Lys og mørke balancerer for en stund, inden dagene de næste måneder er længere end nætterne.
Slørene mellem verdener er tynde, når årshjulet drejer, og store muligheder for forvandling og indsigt er åbne og aktive. Himmel og Jord mødes for en stund – også inden i os.
Forårsjævndøgnet betyder, at alt genopstår i forårets buldrende vækstenergi. Den skubber til rammer og begrænsninger og de steder du har tæmmet kraften. Samtidig er månen nu aftagende, det er tid til at gå dybere og turde SE på dig selv og dit liv.
At se
Når du har villigheden til at se, ser du med hele dit væsen. Ikke alene med dine fysiske øjne, men også med dine følelser, din mave, dine usynlige knurhår og din hud. Hele dit væsens opmærksomhed er rettet mod det, du ser.
At se på den måde forbinder dig med dyremennesket i dig. Den del af dig, som har adgang til det utæmmede og instinktive. Det handler ikke om teknik, men om nærvær, tilstedeværelse og tillid til egne sansninger og erfaringer.
At se tillader dig at have adgang til hele dig og udleve hele dig. Uden forstillelse, uden masker og uden at underspille din Kraft.
Energien fra forårsjævndøgnet og den aftagende måne, vil kalde på denne evne i dig og måske vil du opdage, at det ikke er nogen kunst at SE – kunsten ligger i at kunne rumme det du ser, og vide hvornår det er tid til at handle på det sete.
Hamskifte
Indbygget i forårets energi, ligger et hamskifte. Vinterens beskyttende ham er faldet, og forårssolens skarpe stråler skærer i øjnene. Du må på ny lære at navigere i den energi og livssituation, som blotlægges af den stærke forårssol. Det kan føles nøgent og sårbart, fordi det måske også bliver tydeligt hvor du underspiller, begrænser din egen udfoldelse og lyver for dig selv. De steder, hvor du har en fortælling om at det er ‘godt nok’ og at de kompromiser du indgår, er det hele værd. Energien ved forårsjævndøgn afslører ubarmhjertigt dine valg.
Du må hule hænderne om de sårbare steder i dig, som forårssolen blotlægger. Ikke udskamme dig selv for det der bliver synligt, men bakke dig selv op i kærlighed, villig til at møde dig selv med ubetinget venskab.
Forårets kodeord er genfødsel – en ny livsfase, en ny cyklus bryder nu igennem lagene og du kan manifestere dig på ny i livet, uanset set om du føler du har tid og om det er belejligt. Forårsjævndøgnet er tiden for at drømme stort – tiden for at brede armene ud i forårsvinden, lade vinden, den aftagende måne og forårssolen kysse den utæmmede kraft i dig og hengive dig til at fabulere og drømme. Og igen er nøgleordet TIMING.
Jeg oplever forårets energi kalder på at kunne rumme den buldrende livskraft i dybet. At kunne rumme friktionsfeltet mellem vinter og forår. Som en fjeder der strammes – saftspændt af energi, der kan forløses når timingen er rigtig. Det kan føles håbefuldt, kraftfuldt og samtidig aktivere ubehag og frygt – og sikkert utålmodighed og rastløshed.
Derfor kan forårets energi lære os noget om timing – selv om du måske længes efter handling, at få sat gang i tingene og FÅ GJORT NOGET er du stadig påvirket af vinterens tilbagetrukne energi. Forsøger du at forcere beslutninger igennem, præget af utålmodighed (og måske frygt), bliver det ikke livsdueligt.
Forårets timing lader dig gynge, svinge og bølge mellem det indadrettede og udadrettede, for så at omsætte vinterens visdom til handling – præcis når tid er. Det kan du ikke læse dig til eller tage en mental beslutning om. Du må læne dig ind – hengive dig til den bølgende bevægelse mellem tilbagetrækning og vækst og inde fra mærke, hvornår tiden er moden til handling. Og frem for alt rumme rastløsheden.
Venlig, men aldrig tam



