At drømme nyt liv frem

Rodfæste, fodfæste

Sjæletid, dvæletid.

Det er tirsdag. Min dag uden andre planer, end den daglige struktur jeg altid har. Min dag er øremærket tid til mig selv. Tid til at gøre det der giver mig mening. Det der nærer mig.  Ingen klienter, ingen pligter.

I dag skriver jeg på den bog jeg lige nu arbejder på. Om senfølgerne af overgreb og om menneskelige rovdyr. Jeg skriver, fordi det gør mig godt. Det giver frihed, selv om emnet er barskt. Og ind imellem skrivningen lægger jeg øer af tid, hvor jeg går i haven og væver nyt liv.

Efter 5 års afsavn har jeg igen en have. Endda en have med flere rum og mange muligheder.

Vi er i gang med at lære hinanden at kende, haven og jeg. Jeg sanser dens energi, dens skiftende mønstre af lys og skygge. Jeg undersøger hvor der er naturligt læ og hvor vinden suser igennem haven.

For nogle dage siden, inviterede jeg et menneske ind i haven, som ved noget om haver, om jord, planter og om bevidsthed. Et menneske med stor visdom og stor kærlighed til alt levende. Sammen med haven fabulerede vi, drømte nyt liv frem. Skabte fixpunkter og undersøgte hvordan havens rammer kan bringes i spil og skabe endnu mere basis for liv.

I dag drømmer jeg nyt liv frem i pauserne mellem de dansende ord. Jeg drømmer om duftende urter og blomstrende roser. Om blåregn og lavendel. Om dybe toner af grønt, blandet med pletter af lys. Jeg ser sanselige åbninger, der lader blikket hvile, før det atter går på opdagelse.

Det er et samarbejde mellem haven og jeg. En samskabelse. Jeg mærker de kreative tråde kildre mine fingerspidser, og derfra drømmer jeg nyt liv frem. Lag på lag. Nicher med krukker og roser, mosaikker og fade med ild og fade med vand, der giver liv til en sværm af fugle og insekter.

Jeg mærker det fornyede liv det giver – til haven – til mig – og til mine omgivelser. Det bliver til vibrerende tråde af livskraft, som også fungerer som mit anker, mens jeg skriver om menneskelige rovdyr og overgreb. Dybt dykker jeg ind i mørket for at sanse tråden til bogen, for atter at søge ud i sollyset og havens frodige liv.

Det er ikke et enten- eller, men et både-og. Smerte og kraft. Liv og ikke-liv side om side.

Jeg må bevidne mørket og konsekvenserne af overgreb  og samtidig insistere på at drømme nyt liv frem.

(Den første fortælling fra den kommende bog, kan du læse her: “Pigen og Døden”)

 

Læs også