At møde op

1.10.25

Hver morgen møder jeg op. Uanset om jeg er motiveret eller ej, møder jeg op. Jeg finder en bænk et sted ved havet og skriver. Den handling er aldrig til diskussion.

Nogle morgenen er i høj sol, andre i gråvejr eller regn og masser af vind. Mit humør kan være skiftende, nogle gange traller jeg afsted, andre gange skal jeg have mig selv kærligt i nakken. Men jeg ved af erfaring, at hvis først jeg begynder at diskutere med mig selv hvorvidt det er nødvendigt, smulrer min praksis.

Udsigten er den samme, selv om det kan skifte lidt hvilken bænk jeg vælger. Nogle bænke giver mulighed for en rusketur, når blæsten kommer fra en bestemt retning, andre bænke tilbyder læ mod regn. At møde op er en dybt forankret del af min praksis og min hensigt er at møde op hver morgen på samme tidspunkt.

Lige nu falder det sammen med solopgangen, i vinterens mave er det bælgmørkt og i højsommeren er det lyst på det tidspunkt.

Ofte bliver jeg spurgt om ikke det er kedeligt? Om jeg aldrig har lyst til en anden udsigt – at se noget nyt og få andet input? Og jo, det kan jeg godt have lyst til – og det gør jeg. Men på andre tidspunkter af dagen. For mig er kernen i at møde op, netop at gøre det på samme tidspunkt og samme sted, hver dag året rundt.

Det giver mig muligheden for at lære det samme landskab at kende igennem årstiderne. Nok er udsigten den samme, horisonten den samme og alligevel er der stor variation. Himlen og skyerne ændrer sig. Månen, stjernerne, daggryet. Havet har forskellige farver, det er forskellige havfugle jeg ser.

At møde op skaber en ramme. Et rum for mig at lytte i, lytte indad til min Sjæls hvisken og lytte til Skabelsen. Hver dag søger jeg at stå frit mellem Himmel og Jord og udleve min livsdrøm – det jeg er her for.

Ikke kun som i noget jeg GØR, men i høj grad en måde at være tilstede på. Åben. Lyttende. Til min Sjæl og Skabelsen.

Det er ikke altid jeg formår at være lyttende, åben og nærværende. Nogle gange fylder min modstand, rastløshed eller mit dårlige humør mest – men så øver jeg mig i at rumme mig selv, og huske at også dét er en del af mit liv.

At møde op er en del af min praksis. Det er en rituel handling rodfæstet i at give næring til det jeg ønsker skal vokse. Men det er et slow-fix, man kunne sige, at det er quick-fixets fjerne slægtning. For at have en praksis skaber ikke nogen øjeblikkelig forvandling, men skaber over tid et stærkt rodfæste. Et rodfæste, der når det er blevet dyrket vedholdende, også udsender en form for impuls og kalder mig ‘hjem’ i forbindelse med det jeg ønsker mig af livet.

Vedholdenheden i at møde op, skaber for mig en dybde og en stor intensitet. At møde op bliver mit rodfæste, netop på grund af gentagelsen, fordi det også giver mig muligheden for vedholdende at møde mig selv – med alt det der er.

Samme udsigt, men forskellige indsigter, netop gennem fordybelsen i det velkendte.

At møde op er for mig en handling af kærlighed. En handling af kraft.

Venlig, men aldrig tam.