At bære ilden helt hjem

Der var engang en kvinde. En helt almindelig kvinde, der levede et helt almindeligt liv, med et almindeligt job, et almindeligt hjem, en almindelig partner, helt almindelige børn og en helt almindelig hund.

Og alligevel havde hun midt i almindeligheden hyppige og store indsigter. Ofte handlede indsigterne om, hvad hun kunne gøre, hvis hun turde være loyal over for sig selv og skabe sit liv indefra og ud.

Andre gange handlede indsigterne om, hvilke evner hun havde, og hvordan hun kunne skabe et liv, som var mere til gavn for både hende selv og for andre.

Det varierede lidt, hvor længe kvinden huskede indsigterne. Nogle gange var de væk næsten med det samme, andre gange dvælede de længe nok til, at hun huskede dem og endda overvejede at handle på indsigterne og skabe plads til dem, fordi de føltes så vigtige. Afgørende ligefrem.

Hun tog indsigterne med sig ud af drømme, meditationer, samtaler med veninder, gåture i naturen, bøger, eller hvor de nu var opstået. Ofte opstod de dybe indsigter efter at være gået igennem noget meget svært eller udfordrende. Det føltes som at have hentet kraniet med ild i heksens hus. Som om visdommen lyste imod hende og heppede på, at hun huskede, hun var velsignet og måtte være loyal over for sig selv.

Oprejst gik hun ud i verden med en følelse af kraft og følelsen af at gå med kraniet med ild i hånden. Kraniet sad på en stav, og med staven i hånden følte hun sig oprejst, levende og alligevel blød. Ilden glødede i hende og i kraniets øjenhuler og oplyste hendes liv og valg og pegede på, hvad de næste skridt kunne være. Alt stod knivskarpt for hende.

Indsigterne var lysende, ofte endda kropslige. De kunne føles. Sanses langt ind i kroppen, næsten ind i knoglerne. Indsigterne bragte en følelse af mening med sig. Det gav en følelse af en buldrende kraft i kroppen. Som ild, styrke og blødhed i ét. En følelse af at være livsduelig, præcist vide, hvad hun ville med sit liv, og en oplevelse af næsten med hver celle i sin krop at sige ja!

Måske lavede kvinden endda en plan. Besluttede sig for at ville starte. Tage de første skridt. Hun lovede sig selv, at nu ville hun gøre det. Nu ville hun tage sig selv alvorligt og være loyal over for sig selv og sine indre oplevelser. Alt ville blive anderledes! Hun skulle bare lige ind i Lidl på vejen og have et pølsehorn til at fejre indsigten med. Det havde jo trods alt været både krævende og strabadserende, og hun fortjente en lille godbid. Kvinden stod foran varmeskabet med bagværk, og for bedre at kunne forsyne sig satte hun kraniet med ild fra sig op ad væggen ved siden af varmeskabet.

Det tog lidt tid at vælge, der var så mange muligheder. Måske skulle det ikke være pølsehorn, men en minipizza eller en kage? ”Åh ja, en kanelsnegl sammen med en lille god kop kaffe,” mumlede hun veltilpas for sig selv med blikket rettet mod kassen. Nu skulle hun bare have betalt og så hjem. I tankerne var hun allerede hjemme, hvor hun kunne nyde maden, og i skyndingen opdagede hun ikke, at hun efterlod kraniet med ild ved siden af montren med bagværk.

Vel hjemme satte hun notesbogen med indsigterne på plads i reolen og lavede kaffe. Hun kunne kigge på indsigterne senere, måske var de alligevel ikke så vigtige at få handlet på, som hun troede? Det gik jo så trods alt meget godt, og måske ville det være bedst at vente, til børnene var lidt ældre?

Da hun havde spist, kiggede hun efter kraniet med ild, men kunne ikke finde det. Hun huskede da, at hun satte det fra sig i Lidl, og hun besluttede sig for at hente kraniet dagen efter – på vej hjem fra arbejde.

Da hun dagen efter fik fri, kunne hun godt huske, at der var et eller andet, der var vigtigt … Hun kunne bare ikke komme på, hvad det var … ”Nå, det dukker nok op, hvis det er vigtigt,” tænkte kvinden ved sig selv og tog hjem fra arbejde. Dagene og ugerne gik, og ilden i kraniet sygnede hen og blev atter usynlig for kvinden.

Efter noget tid opstod en ny indsigt. Atter var kvinden fyr og flamme. Hun mærkede ilden i sig og vidste præcist, hvad hun nu ville gøre, og hvordan hun denne gang ville bære ilden med sig helt hjem i hverdagen. Hun ville leve med omhyggelighed og huske alt. Hun mindedes endda kortvarigt, hvordan hun sidste gang havde sat kraniet med ild fra sig i Lidl og lovede sig selv denne gang at huske indsigten og tage vare på ilden. Kvinden var glad, hun mærkede ilden i sig, var lettet og godt tilfreds med sig selv, så hun tænkte, at hun godt lige kunne slappe lidt af med sin telefon, mens hun ventede på bussen. For at have hænderne frie og bedre at kunne scrolle på telefonen satte hun kraniet med ild fra sig i hjørnet af busskuret og mærkede, hvordan hun nu havde fortjent at slappe lidt af.

Hun smilede og havde det godt indeni. For første gang i lang tid mærkede hun igen håb og en følelse af mening. Da bussen kom, rejste kvinden sig og havde stadig fokus på glæden indeni og den sjove kattevideo, hendes veninde lige havde sendt til hende. Mens hun scrollede på telefonen, gled forbindelsen til de dybe indsigter ud mellem fingrene på hende. De tynde, levende tråde og visionen, hun ellers så tydeligt sansede, var nu næsten umærkelige. Hun glemte kraniet med ild ved busstoppestedet. Kortvarigt strejfede tanken hende i bussen – at hun burde vende om og hente det dyrebare kranie, men besluttede sig for, at hun bare kunne skrive indsigten ned på telefonen og så hente kraniet med ild i morgen. Det gik nok. Da hun landede hjemme hos sig selv, havde hun atter glemt både kraniet og indsigten.

Dagene gik. Langsomt visnede hun lidt igen. Hun mistrivedes og havde en sær uro indeni, som hun ikke rigtig kunne få greb om eller forstå, hvad handlede om. Det fortsatte, indtil en indsigt igen landede hos hende, da hun var ved at vågne en morgen. Indsigten dirrede i laget mellem drøm og virkelighed – lige på kanten til Skyggelandet. Hun mærkede igen følelsen af vigtighed. Følelsen af at få en dyb indsigt, som så ofte før, og følte for første gang et stik af sorg over ikke at have båret den hele vejen hjem, men have glemt den undervejs. Hun spekulerede over, hvad der mon var sket med hende?

Hvorfor fik hun igen og igen indsigter, men satte dem fra sig, gav slip og fortsatte, som hun plejede? Atter mærkede hun følelsen af oprejsthed og kraft, når hun stod med kraniet med ild. Hun mærkede lysten til at sætte kraniet fra sig, glemme alt om det og fortsætte, som hun plejede. Hun blev opmærksom og spurgte sig selv om, hvad der mon var på spil. Hun så det utal af gange, hun havde fået store indsigter, men ikke båret dem hjem. En hel række af kranier stod bag hende. Nogle glødede stadig svagt. Andre var slukkede. Hun tog mod til sig og så dybt ind i sig selv.

Der opdagede hun, at kraniet med ild ikke kun hjalp hende til at stå oprejst i sig selv og se verden klarere, men at det også indimellem drejede sig mod hende og insisterede på, at hun så ind i sin ild og så sandheden om sig selv: at nok var hun almindelig, men samtidig var hun også fuld af kraft. Hun var kraftfuld. Ilden i kraniet opfordrede til, at hun lod sig se og ikke gemte sig. Heller ikke for sig selv. Hun måtte være transparent og lade sig se med alting. Både kraft og sår. Ilden i kraniets øjenhuler ville afsløre, hvor hun løj for sig selv og godt vidste, at hun ikke gjorde det, hun sagde, hun ville gøre.

For at undgå at tage sig selv alvorligt havde hun gang på gang sat kraniet fra sig, glemt det alle mulige og umulige steder, ud af en instinktiv frygt for at brænde sig.

Hun måtte bestemme sig for, om hun ville begynde at tage sig selv alvorligt og tage indsigterne med hjem – eller fortsætte med at fedtspille og visne lidt ad gangen.

I det øjeblik så hun også, at det ikke handlede om at ændre sit liv grundlæggende, men i stedet at skabe øer af tid, hvor hun nærede ilden i sig. Det var ikke kun indsigterne, hun havde stillet fra sig, når hun havde tabt kraniet af syne, men selve forbindelsen til sin indre kraft.

Hun måtte modtage kraniets invitation om at synke længere ind og dybere ned i sig selv og turde lære kraften inden i sig at kende.

Den oplevelse gjorde det lettere for hende. På en måde mere håndgribeligt og mindre frygtfyldt, fordi det ikke i første omgang handlede om, hvordan hun handlede på kraften uden for sig, men om at turde intensivere forbindelsen til den i sit indre og så med tiden tillade, at den fandt veje ud i livet og skabte åbninger, forandringer og valg, der skulle træffes. Men først måtte hun høre kaldet:

”Længere ind. Dybere ned.”

(‘At bære ilden helt hjem’ er en af de 24 historier i ‘Fortællinger fra Skyggelandet’).