Videre til indhold
31.7.25
”Jeg stiller mig på det utæmmedes side. Venlig, men aldrig tam.”
De ord har fulgt mig længe. Som en indre påmindelse, en indre kompasretning, der kalder mig hjem i mig selv og lader mine handlinger springe fra det felt.
Jo mere kompromisløst jeg har truffet valg fra det felt, jo mere tydeligt er det blevet, at der er noget på spil. Der er overbevisninger, tråde, korrektioner, frygt og meget andet, der hele tiden kommer imellem og forsøger at overbevise mig om, at det er mest trygt at underspille lidt og ikke så højrøstet advokere for det utæmmede. Det igangsatte en årelang proces med målrettet at gå på udforskning i frygten for at bevistgøre dens indflydelse og løsne dens greb.
Og mens jeg gjorde det, blev endnu flere lag og tråde synlige. I første omgang tolkede jeg bare, at de var en del af frygten, nu ser jeg at de mere specifikt er indlejret i den kvindelige arv.
Med den kvindelige arv, mener jeg alt det tillærte, hele socialiseringen som handler om hvordan ‘man’ skal være som kvinde og vigtigst: hvordan man skal bruge sin livskraft. Det er et sammensurium af en slægts nedarvede historier og overbevisninger, blandet med erfaringer, masser af frygt, en knipsspids religion og under stærk påvirkning af det kollektive, kvindelige felt. Som oftest kommer den kvindelige arv til at være en kæmpe støjsender og spændetrøje ifht til at lytte sin sin sjæls længsel, fordi den hele tiden vil korrigere ind i et felt af tryghed, passe ind, underspille, at gøre sig umage og endelig ikke være egoistisk. Man kunne sige, at det hele tiden bliver et valg mellem at være viis eller flink.
Meget ofte er den kvindelige arv stærk – den kan næsten virke som et indre relæ der slår fra, når man kommer for godt i gang med at være for meget sig. Arven handler også om at burde bruge sin (livs)energi på at gøre andre trygge, være nyttig, dække andres behov og hjælpe andre til at udleve deres drømme – inden man på nogle måder bruger tid, penge og energi på at udleve det man selv drømmer om. Noget af arven ligger i dagsbevidste lag, andet i ubevidste lag.
Hvis ikke man bevidstgør det tillærte og nedarvede gods i dette felt, vil man være styret af det. Man kan hidse sin kraft, lave visioner, ritualer og aftaler med sig selv – men arven vil typisk komme på tværs, når man bliver for synlig som sig og bliver for insisterende i at have ret til at bruge sin livenergi til at skabe liv for sig selv. Det kan have mange udtryk, men fælles for dem er at de saboterer forholdet til den indre kraft og visdom og evnen til at handle på det indre.
At bevidstgøre arven og turde opdage hvor vi er frygtstyrede af slægtens gamle overbevisninger og erfaringer, betyder at man bliver mere selvansvarlig. Dermed vil noget af den overansvarlighed og ‘flinkhed’ der ligger i den tillærte kvindelige arv blive tydelig og de fleste kvinder vil begynde at stille andre krav til omgivelserne og holde op med at samle alt det ‘Herreløse ansvar’ op – og det vil give frihed.
(‘Herreløst ansvar’ er det ansvar ingen vedkender sig, alle vender ryggen til og lader som ikke tilhører dem. Det er også titlen på en af fortællingerne i bogen ‘Fortællinger fra Skyggelandet’.)
Min oplevelse er, at der både er stor længsel i at bevidstgøre arven, fordi det giver mulighed for at træffe andre (og mere selvkærlige valg) – men der er også frygt på færde, fordi vi som kvinder instinktivt ved, at vi ved at træffe andre og mere selvkærlige valg også risikerer at ‘rokke båden’ og påvirke måden vi lever på.
P.s Hvis ordene her rører ved noget i dig, og du vil med på en opdagelsesrejse ind i den kvindelige arv og urkraften, er gruppen her måske noget for dig
Din indre Kælling ved, at Kraften ikke ligger uden for dig som noget, du skal erobre, besejre eller hente. Kraften ligger i dig. Vævet dybt ind i dit væsen, dine celler, din hukommelse og sjæl. Bevidstgør du arven, bliver du fri til at udleve Kraften 🔥
