fbpx

Årtiets sidste fuldmåne

Vi er i slutningen af et årti – denne fuldmåne runder så at sige et årti af og binder en sløjfe på mange af de processer vi har gennemløbet det sidste årti.  Meget bliver tydeligt under månens lys – både i verden og i det indre.

Foto: Lars Mikkelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lige nu sker et vældigt maskefald. En stor del af den konstruerede virkelighed bryder sammen. Den konstruerede virkelighed er de historier vi fortæller os selv – de små løgne og fortielser, vi har skabt fordi vi på et tidspunkt syntes de gjorde livet lettere. Men med det store energiskifte der ligger med dette årti, er maskerne, løgnene og fortielserne under afvikling. Det utæmmede og autentiske rejser sig samtidig bag facaden og kæmper for at bryde igennem og blive synligt.

Det utæmmede er det sted, hvor livsenergien og vitaliteten væver sig sammen med vores fysiske liv. I mange mennesker er det uerkendt, underernæret eller måske endda misrøgtet. Når vi udsulter den del af os selv, tørrer vi ud, og lidelse opstår. Når lidelsen slår rod i os og vokser, er det nærliggende at søge svaret uden for os selv. Vi prøver at fikse det. Flygte væk fra lidelsen, vi føler os forkerte, mislykkede og sætter farten op i søgen efter et svar. For nogle er det fint at søge svarene der. Det giver mening. For andre fører det bare til endnu mere lidelse.

Tiden lige nu er potent. Frugtbar kunne man endda sige, selv om det for de fleste menneskers vedkommende lige nu føles som en ørkenvandring, hvor mange gamle sår er i bevægelse. I denne vinter trækker kraften sig tilbage til de allerdybeste steder i dig. Denne tid gør en forvandling mulig, som rækker ind i de dybeste og ofte smertelige lag, hvor vi ellers er tilbageholdende med at komme, fordi det kræver så meget af os. Tiden og energien lige nu, kalder på at vi skaber et mere retvisende og opdateret selvbillede. For at det kan ske, må vi turde SE og være selvansvarlige omkring det vi ser – også selv om det sætter bølger af frygt i bevægelse.

Når vi er i vinterens mave, rører kraften ved vores dybeste sår, vores grundsår – som kaldes til overfladen for at heles. Grundsåret er din ledetråd, dit indgangssår for din kraft – nok rører vinterens og fuldmånens energi ved det og udløser måske smerte, men samtidig kalder det, for at få din kraft til at rejse sig.

Fuldmånen giver dig mulighed for at lade lyset skinne ind og berøre grundsåret og se det klart. Tillad fuldmånens lys at røre ved de steder i dig, som er stivnede af såret. De steder i dig, som begrænser strømmen af liv, fordi du bevidst eller ubevidst trækker dig tilbage fra livet og dit eget utæmmede væsen.

Fuldmånen hjælper os til at se på verden og os selv med andre øjne. Mønstre bliver tydeligere og træder frem på en anden måde. Følelserne rumsterer og synes forstærkede. Udsvingene i følelserne er større – lykkefølelsen stærkere, og sorg synes dybere. Månelyset får alt til at se anderledes ud. Velkendte landskaber og bygninger ændrer udseende og karakter. Det samme sker i dit indre. Magien vibrerer i månelyset og synliggør nye muligheder for at hele dit sår og få større adgang til din kraft.

Hvis der er meget uafklaret materiale, utilsete sår eller ting du burde have haft handlet på, vil de sættes i bevægelse samtidig. Det kan føles som et sammenbrud eller et gennembrud – alt afhængig af synsvinklen og villigheden til at SE det som er. Ikke alene i form af den indsigt der opstår, men også om du er villig til at omsætte det i handling, når tid er.

Når energien topper med månen, for derefter igen af trække sig dybere under jorden frem mod vintersolhverv, kan det også føles som en lettelse. En følelse af at noget har sluppet og der atter er medvind på cykelstien.

Måske vil du opdage, at det den kommende tid er lettere at lytte efter svaret inden i. At din sjæls hvisken er tydeligere. Det kræver, at du sætter farten ned og begynder at lytte. Det utæmmede felt taler med sjælens langsomme sprog. Det utæmmede felt hvisker om længsel og passion. Om at udfolde og udleve det, som er dit dybeste væsen. Det som er knyttet til, hvem og hvad, du er – ud over din konstruerede identitet og dine tillærte færdigheder. Det utæmmede felt er det rum i dig, som hvisker om, hvem du også er. Du er ikke kun din historie, og det, som er hændt dig i Livet – men meget mere end det.

Det er den del af dig, som ligger under de påtagede masker. Det sted i dig, hvor du forsøger at skjule dit sande væsen for at være i sikkerhed.

Standser du op og begynder at lytte til det utæmmede i dig, først famlende og prøvende, senere mere sikkert, vil du, som mange mennesker før dig opdage, at fra det felt i dig springer små oaser af glæde og intense gnister af lykke og en tro på, at du kan lade  maskerne falde én for én og træde frem.

Når du har drømmen om maskefaldet, har du klangbunden for at skabe. Måske er du undervejs nødt til at rydde op i skabe, sætte vasketøj over og betale regninger – men midt i din hverdag bor også din kraft.

Om du vil bruge kraften, er dit valg.

Læs også