Nydelse

Ofte går jeg i en periode med et ord. Smager på det og lader det pible indefra og ud i mit liv. I 2022 er et af ordene NYDELSE.

Ikke kun nydelse som en isoleret aktivitet, hvor rammen er sat med nydelse som mål (fx at få massage eller tage i spa), men som øer midt i hverdagens gøremål.

Jeg funderer over, om jeg kan mærke nydelse, selv når det regner og blæser, når jeg går tur og en regndråbe finder inden for kraven? Kan jeg finde en plet af nydelse i at støvsuge – ikke som en mental tilfredshed når det ER gjort, eller fordi jeg samtidig hører musik, men nydelse ved selve det at støvsuge? Kan jeg nyde min mad, virkelig smage på den? Kan jeg finde nydelse i at lave moms-regnskab? Sidder ved ilden og mærker varmen? Eller når jeg lader en særlig lækker uldgarn flyde gennem mine hænder? Eller ved at røre ved min krop?

Jeg øver mig i at finde nydelse, mens jeg stryger over kroppen som var det min elskedes krop. Ikke hurtige, mekaniske bevægelser, som noget der skal overstås, men som en måde at give og modtage kærlighed på. Fra mig. Til mig.

Fokus ligger ikke kun på at have det godt, efter jeg har været i bevægelse eller i en aktivitet, men i høj grad at finde nydelsen i bevægelsen – mens det sker. Det er ikke let, for hele tiden støder jeg på en følelse af pligt, dårlig samvittighed over alt det jeg burde gøre og en følelse af tabu. Pligten til at være produktiv føles stærkt i mig og Umage galper i dette felt. (Du finder fortællingen om Umage i ‘Kællingens Bog’). Igen og igen må jeg træffe et valg om alligevel at hengive mig til nydelsen i kortere eller længere tid.

 

Til dig:

Nydelse kan stadig opleves tabubelagt, fordi det også er forbundet med sensualitet, dyret i os og erotik. Bliver vi vidne til andres åbenlyse nydelse – om det så bare er af smagen af chokolade – rører det ved noget forbudt. Nydelse kan opleves som noget privat, næsten dyrisk og med noget hæmningsløst og ukontrollabelt.

Hvad, der giver nydelse, er meget individuelt, men nydelse foregår gennem sanserne og er ofte forbundet med langsomhed. Når vi nyder, åbnes kroppen – den bliver afspændt, blød og åben, og det bliver lettere at komme fuldt til stede og mærke kroppen indefra, fx gennem sanserne.

Gennem sanserne kan vi lade os forføre, henføre, tabe kontrollen og komme fuldt til stede i kroppen. Gennem sanserne tændes begæret – uanset om det er det erotiske begær eller duften af mad, der tænder lysten til at spise noget bestemt.

Når vi tør at være fuldt til stede i en sanseoplevelse, åbner sanserne sig.  Det er som at læne sig ind og modtage sanseoplevelsen, uanset om det er mad, erotik eller noget andet – selvfølgelig forudsat, at det er noget, man selv har lyst til, og ikke noget man gør for at tækkes andre.

Når vi bruger alle sanserne sammen, kommer vi til stede i kroppen. En form for skærpet opmærksomhed, hvor vi er helt til stede i en situation og fanger alle nuancerne. Det åbner for det utæmmede og for intuitionen. Intuitionen som boende i kroppen og ikke som en guddommelig sans uden for os.

Intuition kræver jordbundethed, at være til stede i kroppen, ellers har det ingen brugsværdi, men bliver bare et par overudviklede antenner, der fanger hvad som helst – også om andre mennesker – i stedet for at være selvansvarlig.

Derfor er 2022 året, hvor jeg går på opdagelse med mine sanser, åbner mig for at opdage, at jeg måske mest bruger sanserne funktionelt – rettet mod noget uden for mig og ikke i så høj grad for at bibringe mig selv nydelse. Jeg eksperimenterer og varierer med både smag, duft, hørelse, berøring og syn.

Det tjener intet formål altid at spise det samme, høre den samme musik eller klæde mig i de samme farver. Variation skaber plads til Liv, passion og nydelse.

 

Læs også

NYHEDSBREV