Friktionen mellem kraft og arv

Igen og igen har jeg oplevet, at kvinder har sat sig over for mig i min praksis og sagt: ”Hvis jeg selv bestemt i mit liv, så ville jeg..” Ikke altid er ordene faldet så præcist, men oplevelsen af ikke selv at bestemme fuldt i sit liv har været en rød tråd.

Når jeg sammen med kvinden er gået på opdagelse i hvor oplevelsen af ikke selv at bestemme i sit liv kom fra, har det ofte stået hen i det uvisse. Der har ikke nødvendigvis været traumer eller specifikke begivenheder, der har skabt oplevelsen. Kvinden har ikke været umyndiggjort, været tvangsgift eller medlem af en obskur kult. Og alligevel har oplevelsen af at hendes liv ikke fuldstændig var hendes eget at råde over, været insisterende.

Som årene er gået er tonen af at “en kvindes liv ikke kun er hendes eget” trådt frem som en del af vævningen i det jeg nu kalder den kvindelige arv. Dét der går i arv i en slægt, i det kollektive og fra kvinde til kvinde.

Arven kan ligge som et lag man er bevidst om og i en eller anden grad er i følekontakt med – men det kan også ligge som en indre (ubevidst) korrektion, som bare er styrende. Derfor kalder jeg også arven for et kontrolsystem.

Jeg oplever, at en pige undfanges i uforstyrret kontakt med sin utæmmede kraft. Hun kan mærke sig selv og forbindelsen til alting. Men allerede i moders liv downloades en form for kontrolsystem, der forstyrrer forholdet til kraften – og dermed til pigen selv. Kontrolsystemet går i arv og taler om at passe ind, om at tage hensyn og være mere ansvarlig for omgivelserne end for at varetage egne behov og drømme..

Lag for lag forstærkes kontrolsystemet af de ting en pige oplever, måden hun opdrages og socialiseres på, som ofte handler om at være imødekommende, stå til rådighed, tage vare på fællesskabet og andres behov.

Hvis den kvindelige arv styrer vores relationer, skal vi ubegrænset stå til rådighed og bære ubærlige byrder for omverdenen. Vi skal lytte, nurse og være imødekommende. Der er ingen grænser og det forskubber ansvaret mellem voksne – så én bliver overansvarlig og en anden underansvarlig, mens ingen er selvansvarlige. Det skævvrider grundmønstre og tænder dramatrekanten.

Kontrolsystemet er frygtbaseret, selvopretholdende og beskytter sig selv – fx ved at betvivle urkraften, der udfordrer kontrolsystemet og erklære det for falsk eller uvæsentligt.

Det kan have karakter af et relæ der nærmest slår fra, hvis man kommer for tæt på det eller stiller spørgsmålstegn ved om overbevisningerne indlejret i arven er er sande og livgivende.

Kontrolsystemet kommer dermed til at stå imellem en kvinde og hendes kraft. Vi kan derfor hidse kraften og alligevel opleve at kontrolsystemet blander sig gang på gang og suger ilten ud af den indre ild og kraft – og da et bål må have ilt for at kunne brænde, undermineres den kvindelige urkraft og livet bliver Iltfattigt.