Månen er igen aftagende – det er snart sortmåne – kraften trækker sig under jorden, samles for igen at rejse sig i dig og i verden.
Når månens segl bliver tyndere nat for nat, for, for en stund, at forsvinde, er det sortmåne. Lyset trækker sig tilbage, og mørket fylder mere. Månens lys set fra jorden er mindst. Det kan virke, som om Månen er fraværende.
Når Månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende, og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os, opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden.
Sortmånen minder os om tilbagetrækning og refleksion. Den kalder på langsomhed, på at sætte hastigheden ned og holde pauser. Kraften bliver stærk, samler sig i mørket, inviterer os dybere i os selv, for med nymånens voksende energi igen at manifestere sig og blive synlig i verden.
Samtidig er vi på vej ind i vinteren, vi går mod Vintersolhverv og de mørkeste og længste nætter. Både vinteren og sortmånen er kællingens tid. Den kvindelig magi og kraft er stærk. Kællingen er den del af den kvindelige kraft, der ikke ligger under for omverdens krav og fordomme. Hun er helt sin egen. Hun følger sine egne, indre utæmmede veje. Hun er forbundet med blodet, mørket, dyret i os og gudinden.
Frygten rumsterer i det kollektive – måske næret af mange af de ting der sker i verden. Covid, klima, #meeto, økonomi, sygehusvæsnet – der er mange ting i bevægelse, som kan nære frygten i os.
Det sætter dybe lag i bevægelse, måske føles det som om gamle smertefelter åbner sig, vånder sig og giver lyd fra sig dybt inde, dybt nede i dig.
Det kan opleves som om dine dybeste smertelag er i bevægelse, ukontrollabelt og altædende. Måske rører det ved din frygt – en instinktivt frygt for, at lader du smertelaget åbne sig, bliver du opslugt af det. En frygt for hvor alting dog skal ende…?. Måske fristes du til at gå på barrikaderne i kamp med verden og rammes af magtesløshed over at intet synes at nytte?
Jeg har en oplevelse af, at tiden lige nu er helt speciel. Dette års vintermørke inviterer os længere ind og dybere ned. Mørket hjælper os til at få smerten intensiveret – nærmest fortættet – og bragt til overfladen, for at få den bevidstgjort, sådan at vi kan træffe valg i overenstemmelse med det indre kompas.
Desværre ligger det i kulturen at vi skal fornægte mørket. En forståelse af mørket, som noget vi skal flytte os væk fra, som noget vi helst skal undgå. Dvs at den smerte, som det tiltagende vintermørke hjælper til overfladen, er noget vi plejer at flygte fra eller pynte med overdådige lyskæder.
Men i mørket og livssmerten ligger en gave. Urkraften strømmer dernede i mørket – inde i os og omkring os, dybt under jorden i det indre rodnet.
Det er tid til at vende blikket indad og give sine personlige værdier og indre kompas et eftersyn. Ikke alene de værdier, som står på magneterne på dit køleskab eller omslaget på dine notesbøger, men de værdier du virkelige tror på og styrer efter i dit liv. Ikke kun når solen skinner, der er medvind og alle er enige om det samme. Men de værdier, som er forbundet med hvem du er som væsen. Som menneske. De værdier, du inderst inde tror på.
Det er tid til at give de værdier et eftersyn og erklære dig villig til at udleve dem. Stå på mål for dem – også når de kommer til ulejlighed og måske kræver af dig, at du nu må være din egen bedste ven. Det kan være, at det udfordrer din frygt for at blive synlig, for at sætte grænser, sige klart JA og klart NEJ.
Det er tid til at tage dig selv alvorligt, være din egen 1. prioritet og turde lytte ind i de dybeste lagt i dig. Også selv om det er forbundet med frygt, magtesløshed og tvivl. Ikke som noget du gør ‘en gang for alle’, men et fokus du bærer med dig. Du må påkalde dyre-kvinden i dig, dit utæmmede væsen, og lytte til dit indre med en dobbelt opmærksomhed. Som dyret i dig, må du lytte med det ene øre vippet fremad, vendt mod verden og det andet rettet mod dit indre, for at lytte til dine egne værdier og behov, samt kællingens hvisken i dig. Ikke det ene på bekostning af det andet, men som en sameksistens, hvor du har loyaliteten vendt mod dig selv.
Er du loyal mod det utæmmede felt i dig, og giver du det felt i dig næring og opmærksomhed, da skaber du dit Liv indefra. Du tillader din kraft at berige dit Liv. Igennem kroppen. Indefra. Midt i vintermørket og den rumlende, kollektive frygt.
“Venlig, men aldrig tam”.
