Baggrundsstøj
Baggrundsstøjen er summen af det arvede gods, som bliver det ”lydtapet”, du lever med, og som forstærkes af dit eget sår.
”Lydtapetet” eller baggrundsstøjen kan arves fra de kvinder, der er gået før dig, deres tanker, overbevisninger, følelser og erfaringer. De arves ofte usorteret. Som at overtage et dødsbo fyldt med din slægts små huskesedler, souvenirs fra rejser, brugte tandbørster og skabe fyldt med skam, frygt og uvasket undertøj.
Baggrundsstøjen ligger som en strøm under det lag af tanker, følelser og kropslige strømninger, som det dagsbevidste sind beskæftiger sig med.
Baggrundsstøjen er det felt, vi skaber fra, det er vores dybeste og mest grundlæggende tanker og overbevisninger. Følelserne i det lag er meget stærkere end de mere dagsbevidste tanker og følelser, og ofte vævet så meget ind i vores væsen, at vi ikke ænser dem.
Du kan derfor i årevis arbejde bevidst med dine tanker, følelser og kropslige strømninger, og alligevel vil du ikke opleve at komme i mål.
Ofte er baggrundsstøjen præget af en følelse af skam eller selvhad.
Hvis tonen i baggrundsstøjen er en oplevelse af skam, manglende eksistensberettigelse og følelse af at være uelsket og ”udenfor”, kan den lede til handlinger, som fører ind i det skyggeunivers, som det skævvredne kvindelige er en del af.
Oprindelse
Moderens udlægning af verden, hendes syn på verden og oplevelsen af at være uelsket af skabelsen, kan slå rod i datteren og blive en slags parasit, der skaber en baggrundsstøj, der forpester alt. Baggrundsstøjen er ikke umiddelbart hørlig, barnet vender sig til den – som en form for indre irettesættelse i forhold til moderens ønsker, men ukorrigeret vil den med årene vokse og blive en støjsender, der skaber ødelæggelse i datterens liv.
Baggrundsstøjen kan være så invaliderende, at den er at sammenligne med en snylter, der æder al næringen og virker som en form for glasloft eller relæ, der holder datteren passiv og dermed i sikkerhed for moderens vrede, ved ikke at udfordre hendes regime eller verdenssyn.
Datteren er afhængig af moderen, hun ved instinktivt, at hendes overlevelse er afhængig af moderens velvilje til at dække hendes fysiske og emotionelle behov. Det vil være forbundet med en følelse af fare at blive afvist af moderen. Datteren vil derfor instinktivt tilpasse sig moderens fortælling om verden, og får dermed grundlagt en oplevelse af at være forkert, som med tiden vil gnave i sjælen og blive et sår.
I starten er det en overlevelsesmekanisme at tilpasse sig moderen, men med tiden bliver det en kamp for at vokse sig fri af det, der med årene er blevet en art relæ, der bare slår fra, når datteren når et vist niveau i sig. Hun vil instinktivt vide, hvor grænsen er – hvor langt hun kan gå uden at påkalde sig moderens vrede. Relæet kan blive så integreret i hende, at hun, hvis hun rammer grænsen for det, hun som barn har lært var acceptabelt, nærmest ”slår fra” eller stivner i en situation – selv efter hun er blevet voksen.
Et mor-sår vil til enhver tid forstyrre en kvindes alignment[2]. Afhængigt af hvor såret ligger, vil det være forskellige steder, vi bliver ramt. Men er der et dybt mor-sår, så vil det være meget vanskeligt at stå oprejst og synlig i sin kraft. Først når såret heles, falder kraften på plads.
Til dig
Baggrundsstøjen kan være den stemning, du vågner i om morgenen. En form for vane – det kan være ængstelse, frygt, utryghed eller lignende. Du kan endda have skabt et voksenliv, hvor du grundlæggende er tryg. Der er styr på økonomien, bolig, børn, og alligevel vil du ofte vågne i en oplevelse af ængstelse eller frygt, der er grundlagt i din barndoms oplevelse af skamfuldhed og en afgrundsdyb forkerthed.
Lader du din moders prægning af barnet i dig stå uimodsagt, vil det være fra det felt, du skaber.
Baggrundsstøjen bliver dermed de tremmer, du oplever livet igennem, og som du bare er blevet vant til at navigere igennem og udenom. Det er summen af dine oplevelser og sansninger, som du ikke aktivt har taget stilling til.
Lyt til baggrundsstøjen. Den former livet. Hold et vågent ”øre” med den, den er som en vildtvoksende plante. Skaber du ikke plads omkring den og lytter, overtager den alt. Den skal have opmærksomhed, så den ikke trækker dig ud af din alignment. Ved at holde din daglige struktur og gøre det, du ved, der skal til, for at du har et godt og velfungerende dagligdagsliv, rejser du dig igen og igen fra din alignment.
En daglig struktur kan være en kærlighedshandling over for dig selv – en måde at bekræfte på, at du er sammenhængende med skabelsen, og måden, du bruger din tid og din kraft på, er af afgørende betydning. Ikke kun for dig, men for din æt og din omverden.
Strukturen kan hjælpe dig til at skabe et stærkt fundament for, at din kraft kan rejse sig og folde sig ud, hvis det vel at mærke er en struktur, der tilgodeser dét, der er din sjæls længsel, og ikke er et bur af struktur pålagt af andre.
Alignment og struktur er nøglen. Ikke kun som en fysisk bevidsthed eller bevægelse, men en måde at sige JA til livet og virkeligheden og rejse dig op – både fysisk og inden i dig selv. Det er oplevelsen af at fylde dig selv ud. Dermed bliver der mindre plads til baggrundsstøjen.
Når du retter dig op i din alignment og siger JA med hver celle i dit væsen, kan du ubesværet bære din kraft. Det er svært at bære noget med krum ryg og bøjede knæ. At være i alignment er en fysisk sanseoplevelse, som omfatter både din fysiske krop, din sjæl og dit mentale/psykiske overskud. At være i alignment giver en følelse af lethed og samtidig styrke. En oplevelse af at være oprejst, på plads i kroppen og med verden omkring dig, sådan at kraften kan flyde frit.
Ofte taler vi om at ”holde balancen”, men balance er noget stationært. Noget, der skal holdes, noget ultimativt, men sådan er livet ikke. Det er foranderligt, det vipper, gynger og skvulper. Det gør vores følelser også – så at have et krav om at skulle være i ligevægt – ubevægelig – og i balance, er umenneskeligt. Det er umuligt og skaber kun lidelse.
Du må i stedet bruge dyre-kvinden i dig, dit utæmmede væsen, og lytte til dit indre med en dobbelt opmærksomhed. Som dyret i dig, må du lytte med det ene øre vippet fremad vendt mod din hverdag og dit fysiske liv, og det andet rettet bagud i det indre, for at lytte til baggrundsstøjen og bevidst rydde op og tage stilling til det, du hører, føler, tror og sanser.
Gennem baggrundsstøjen kan barndommens overgreb fortsætte i årtier – selv længe efter din mor er død. Du er blevet din mors datter og fortsætter overgrebene mod dig selv. Nogle gange opdager du det endda og kan hade dig selv (og hende!) for det, og alligevel ikke kunne stoppe det.
Du må gå dybere ind i mor-såret for at kende din baggrundsstøj – kun sådan bliver du fri.
Den eneste vej ud er længere ind og dybere ned.
[2] Alignment: lodlinje, at arrangere de enkelte kropsdeles placering i forhold til hinanden.
(Et uddrag af min kommende bog. “Min mors datter – arven i den kvindelige slægt“, som udkommer 10. januar 2020. Foto: Lars Mikkelsen)
