I starten holdt de rummet for mig. Igen og igen. Nænsomt. Vedholdende. Konfronterende. Kærligt.
Når vi holder rummet for os selv – eller for andre – har vi ikke nogen speciel agenda.
Når vi ‘holder rummet’, minder vi hinanden om vores utæmmede Sjæle. Der er ikke noget mål, vi krampagtigt holder fast i, intet der skal læres eller præsteres. Det er nærmere en påkaldelse af Sjælen.
Når vi ‘holder rummet’, tillader vi hinanden at fabulere, eksperimentere, endda miste tråden for senere at genfinde den. Når vi ’holder rummet’, må vi bruge vedholdenheden til igen og igen at krydse hen over det spor, som bærer Sjælens fært. Vi må opmuntre til modigt at følge færten – selv når det fører os i en uerkendt retning, og alle andre følger den sikre, veltrådte sti.
De holdt rummet for mig, så min kerne kunne blive tydeligere, og jeg kunne vokse mig fri af de overbevisninger, tankemønstre og den selvopfattelse, der begrænsede mig i at folde mig helt ud. De indgød mig mod til at se dybt ind i frygten og skyggerne.
Dét, jeg har hentet fra samværet med mine lærere og mentorer, har ikke så meget handlet om TEKNIK, men mere om en måde at være til stede i Livet.
Spørgende, undersøgende, eksperimenterende, humørfyldt. På hver deres måde lærte de mig at turde stole på mine sansninger og følge den tråd, jeg aner lag, bagved lag, bagved lag.
De har gerne fortalt mig alt, hvad de selv havde erfaret, set og sanset ved at bevæge sig gennem de forskellige virkeligheder – men allermest har de opfordret mig til at bruge mine egne sanser. De har holdt rummet for mig – igen og igen ladet mig se og sanse min egen kerne – indtil jeg var stærk nok til at kunne holde rummet for mig selv.
En af mine mentorer sagde igen og igen: ”Sandhedsværdien af det, du oplever, kan aldrig diskuteres – det oplevede er altid sandt. Brugsværdien kan derimod diskuteres, og hvordan, du omsætter det i verden, kan diskuteres”.
Det tog år at lære ’at holde rummet’ for mig selv. Ikke fordi det kræver nogen særlig teknik, men mere fordi det krævede, at jeg turde stole på mine egne oplevelser og sansninger og havde indset vigtigheden af at gøre det for mig selv.
Med årene har jeg lært at holde rummet for mig selv – så jeg vedholdende har kunnet folde mig ud. At holde rummet for mig selv giver mig muligheden for hver dag at komme til stede med min vær-mig-hed. Det er ud af det felt, min kvindelige urKraft springer – i centrum af Kællingens Rige.
Jeg prøver ikke febrilsk at blive der og holde fast, men har villigheden til at lade mig bevæge af Livet. Indimellem bliver afstanden til min kerne for stor – jeg bliver fanget ud i følelser, strømninger, hverdag og dramaer. Når jeg opdager det, standser jeg op, lytter og læner mig ind i mig selv igen.
Set fra Kællingens felt er det ikke et spørgsmål om rigidt at blive det samme sted, men om igen og igen at have vedholdenheden til at vende tilbage og samle tråden op.
Min evne til at se og sanse andre virkeligheder er medfødte, men det har krævet mange års træning og livserfaring at blive præcis og udvikle dét, jeg i dag har som brugbare redskaber. Og det er under stadig udvikling – nyt opstår ud af nye erfaringer og nye tråde. Allerstærkest, når jeg tør følge dét, der opstår, uden at vide hvor det fører hen, eller hvad det kan bruges til. Jeg kan ikke regne redskabet ud på forhånd, men er nødt til at sætte mig selv i spil – på en måde turde miste fodfæstet og det sikre fundament, for at en ny tråd, en ny indsigt og på sigt et nyt redskab dannes og får brugsværdi.
Med årene er jeg blevet én af dem, som holder rummet for andre – så de kan vokse sig fri. Det handler ikke så meget om teknik, tricks og magiske gerninger, som det handler om villigheden til at SE, villigheden til at HANDLE på det, du ser og villigheden til fuldt at være dig selv, i stedet for at prøve at blive en anden.
(Uddrag af Kællingens Bog)
