Sommerens sidste fuldmåne

Det er igen fuldmåne. Sommerens sidste fuldmåne, inden efterårsmånederne starter.

Fuldmånen markerer afslutningen på den lyseste og varmeste del af sommeren. De næste måneder vil efteråret og sommeren danse, indtil kulden endelig overtager og sommeren går i hi.

Det har været en heftig sommer for mange. Ekstrem varme og tørke har bragt mange ting til overfladen og gjort dem synlige. De varme og lyse nætter har besværliggjort nattesøvnen for mange, følelsen af ikke at have ordentlig ro – hverken dag eller nat. Måske næsten følelsen af at sidde i en skruestik.

Det er tid til at høste de sidste af sommerens indsigter under fuldmånens klare lys. Vende og dreje dem og turde stille dig selv de svære spørgsmål du normalt undgår.

Månen lyser, og kontraster bliver tydeligere. Månen hjælper os til at se på verden og os selv med andre øjne. Mønstre bliver tydeligere og træder frem på en anden måde.

I folkeeventyrene sker store forvandlinger, når det er fuldmåne. Mennesker bliver til dyr, varulve eller magiske skabninger. Fuldmånen kalder på slangens energi i dig. Evne til hamskifte, forvandling og forandring, der springer dybt indefra og bliver handlet ud i verden, når timingen er til det. Forvandlinger der springer indefra kan give rastløshed. En følelse af næsten ikke at kunne være i sig selv.

Måske i form af søvnløshed, måske mere som en indre uro – et kald til at høste og begribe sommeren. Et kald og en længsel efter at kunne forstå alt det der er sket – både inden i dig og udenfor i verden.

Under fuldmånens lys kan det i et splitsekund pludseligt stå glasklart for dig, om du dagligt træffer valg, der giver næring til din sjæl og understøtter udlevelsen af din kraft, eller du ikke tager dine erfaringer, din sjæls hvisken og valg alvorligt. Måske lytter du og flygter igen væk i overspringshandlinger i stedet for at tage dig af dét der bliver synligt.

Tør du SE dig selv og dine egne mønstre i månens lys, har du muligheden for at høste de indsigter der er opstået i dig i sommeren – og at omsætte dem i handling.

Indsigt og handling er uløseligt forbundne og forstærker hinanden. Handler du på baggrund af dine indsigter, skaber de handlinger en gunstig grobund for nye indsigter, der igen skaber grobund for nye handlinger. Som et vældigt uendelighedstegn forbinder dine indsigter og dine handlinger dig med din kraft og din unikke plads i Skabelsen.

I det felt er intet givet – det drejer sig alene om selvansvarlighed, om valg der skal træffes, og skridt der skal tages.

Læs også

NYHEDSBREV